De titusindvis af migranter, der svømmede fra Marokko til den spanske eksklave Ceuta i forrige uge, var knap blevet tørre, før reaktionerne væltede ind fra resten af Europa. Italien, Danmark og Finland foreslog at suspendere Spanien fra Schengen-samarbejdet. EUs kommissær for indre anliggender og migration, Magnus Brunner, antydede, at Spanien selv bar en del af skylden efter for nylig at have legaliseret 500.000 irregulære migranter. I flere lande brugte EU-skeptiske partier, herunder Dansk Folkeparti, situationen til at kræve et opgør med Schengen-samarbejdet.

En uge senere var billedet et andet. Det stod klart, at Marokko formentlig havde en finger med i spillet ved at løsne kontrollen på sin side af grænsen og vinke migranterne videre – sådan som landet tidligere har gjort for at lægge pres på Spanien. Og helt overraskende formåede Spanien at sende over 70.000 af de ankomne tilbage inden for de første to dage.