EUROPAS sydlige grænse består hverken af mur eller hegn, men et sagnomspundet hav. Fattige unge mænd fra Afrika behøver ikke kende Homers underskønne sirener, der kalder på dem fra havet: De kender allerede den lokkende sang fra de europæiske kyster. I november 1988 skyllede liget af en druknet marokkansk mand op på stranden ved Tarifa, den sydligste by på det europæiske kontinent. Han var passager på den første (kendte) båd med migranter, der gik ned i Gibraltarstrædet. Som det lød i en artikel i den spanske avis El Pais fra 2018: Når vinden blæser let fra vest, ved man, at der kommer både. Hvis vinden pludselig vender om i øst, kommer de druknede. Mindst 20.000 mennesker er døde i vandet på vej til Spanien. Yderligere 30.000 har lidt samme skæbne i resten af Middelhavet. I forhold til det antal, der kommer levende over, er det en dråbe i havet. Derfor bliver de ved.

Røde Kors måtte springe til og uddele mad og drikke til migranterne. Foto: Reuters/Violeta Santos Moura/Scanpix Violeta Santos Moura/Reuters/Ritzau Scanpix

ØDELÆGGENDE hændelser som stormløbet mod Ceuta i sidste uge får europæerne til at gå i panik, hvilket er forståeligt. Men asylsystemet brød ikke pludseligt sammen. Sammenbruddet er en lang historie, som vi helst ignorerer. Vi fokuserer på migranterne på havet, når dramaet eksploderer i Ceuta eller på Lampedusa eller Lesbos. Så øger EU grænsekontrollen og lader de sydeuropæiske lande tage slæbet. I Nord- og Østeuropa brokker vi os enten over, at de lukker for mange ind, eller at de for hårdhændet smider folk tilbage i havet. Men hvorfor skulle sydeuropæerne være solidariske med os i konfrontationen med Rusland, når vi lader dem sikre den sydlige grænse alene?