Under den hasteforespørgsel om begivenhederne i Ceuta, der onsdag afbrød Folketingets sommerferie, erklærede Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, at det reelt er oppositionen, der leder landet. Regeringen derimod sidder handlingslammet og lader sig lejlighedsvis presse til at gennemføre noget af det, der udgår fra den initiativrige borgerlighed.

Én ting er, at udsagnet kan virke en anelse kækt, når det kommer fra en opposition, der i en årrække ikke har forsømt nogen lejlighed til at stemple statsministeren som magtfuldkommen. Noget andet er, at det heller ikke stemmer helt overens med sandheden.