HISTORIEN gentager sig først som tragedie og siden som farce, hævdede tyskeren Karl Marx. Og det udsagn skal der nok være mange, som genkalder sig efter søndagens valg i delstaterne Thüringen og Sachsen. Det synes skæbnesvangert, at AfD ved valget i søndags blev det største parti med over en tredjedel af stemmerne i netop delstaten Thüringen, hvor nazisterne i sin tid fik udnævnt deres første minister, Wilhelm Frick, i en koalitionsregering i 1930. Og selvom de øvrige partier nok skal sørge for, at partiet ikke får andel i regeringsmagten i hverken Thüringen eller Sachsen eller Brandenburg, hvor AfD også står til en kanonsejr ved valget 22. september, så er vælgernes tale klar: Wir sind das Volk und wir haben genug.

HÆVNER historien sig, så er det heldigvis foreløbig som farce. Tragedien indtraf nemlig allerede med Anden Verdenskrig, der i høj grad var en reaktion på Første Verdenskrig, der som bekendt endte med en Versaillestraktat, der skabte så meget forbitrelse, at Hitler kunne mobilisere store dele af befolkningen til kamp for genrejsning af det tyske rige. Historien gentog sig således første gang ved, at tyskerne blev den drivende kraft i endnu en verdenskrig: en total og fuldstændig tragedie. Efter Anden Verdenskrig besluttede tyskerne – under hårdt pres udefra – at de ikke længere ville være skurken. De ville fra nu af være de gode – ja, faktisk moralsk bedre end alle andre. De ville bygge bro til Sovjetunionen, som havde knækket ryggen på den nazistiske krigsmaskine, og skabte derfor den såkaldte Ostpolitik, som med årene skulle gøre landet helt afhængigt af russisk gas. Senere, under Merkel, viste man sin moralske overhøjhed ved i 2011 pludselig at ville lukke alle onde atomkraftværker efter katastrofen i Fukushima og ved i 2015 under flygtningekrisen at hæve grænsebommene. Siden er der kommet over tre millioner flygtninge. Resultatet af den samlede tyske klimapolitik er, at Tysklands økonomi de sidste to år er svinget ind og ud af recession, mens resultatet af flygtningepolitikken er, at den personfarlige kriminalitet er den højeste i 15 år ifølge tysk politi.