Modvind. Ørsted, statens grønne flagskib, lider milliardtab efter fejlslagent amerikansk eventyr med havvindmøller. Krisen genopliver debatten om, hvorfor staten skal eje en multinational energivirksomhed.
Grøn statskapitalisme
ØRSTED ER I KRISE. I mandags meddelte energigiganten, som opererer verdens største flåde af havvindmøller, at der er behov for en kapitaludvidelse på 60 milliarder kroner. Staten, som ejer godt halvdelen af Ørsted, er gået med til at lægge halvdelen af det kolossale beløb. Resten skal hentes på børsen.
Baggrunden er umiddelbart, at Trump-administrationens antigrønne politik har fået en af Ørsteds store investeringer i havvindmøller i USA til at kuldsejle. Det hører dog med til billedet, at markedet for projektering og drift af havvindmøller er blevet vanskeligere i de senere år. Kapitalmarkedet reagerede prompte, og aktien mistede 30 procent af sin værdi på én dag. Udviklingen aktualiserede straks spørgsmålet om, hvorvidt staten bør være medejer af en børsnoteret virksomhed.
Del:


