3.000 butikker anslås at have været udsat for hærværk under optøjerne i Frankrig i dagene omkring 17. oktober. Mindst 600 politibetjente menes at være kommet til skade, og flere hundrede ansatte på franske skoler var allerede kommet til skade, da der for alvor kom fart i protestbølgerne.

Det var disse uroligheder, Greta Thunberg tilsluttede sig med ordene: »We’re here to say – fuck the police.« Som om politiet ikke var nødvendigt for at beskytte liv og ejendom, og som om det ikke spillede nogen rolle, at alle i uniform blev udsat for reel fare.

Tidligere samme måned, 7. oktober, havde Greta Thunberg været i Berlin for at deltage i en anti-Israel-demonstration – som måtte opløses af politiet på grund af alvorlig risiko for den almene sikkerhed. Forinden havde demonstranterne taktfast råbt: »There is only one solution. Intifada revolution.« Og i sommer stod Thunberg som bekendt i en dansk retssal anklaget for husfredskrænkelse efter en protestaktion på Københavns Universitet.

Greta Thunberg er, ifølge Paulina Neuding, blevet en radikaliseret venstrefløjsaktivist. Foto: Yannis Kolesidis, scanpix. 

I Sverige er hun allerede blevet dømt flere gange og har i den forbindelse redegjort for sit syn på demokratiet med følgende ord: »We cannot save the world by playing by the rules.« Sådan ser altså facit ud for fænomenet »Greta« – barnestjernen, der i nogle år blev støttet af verdens fremmeste internationale institutioner, politikere og kendisser. I dag er hun en ung voksen med påfaldende radikale politiske synspunkter, anarkist i forhold til politi og retsstat og åbenlys tilhænger af bevægelser, der bekender sig til vold.

Ved et tilbageblik er hendes historie som taget ud af en roman, der handler om gruppepsykologi, men gør det ved hjælp af klodsede litterære kneb. Det er dog umagen værd at vende tilbage til denne roman med et par års distance og med en viden om, hvad der skete med barnet, der var så feteret i sine formative ungdomsår. Og med en dybere indsigt i det fænomen, der er blevet kaldt »Generation Greta«.

DET BEGYNDTE ALT sammen i 2018 med en pige, som sidder på et fortov i hjertet af Stockholm ved siden af et skilt, som hendes far har skrevet til hende med teksten: »Skolestrejke for klimaet.« Ved siden af hende sidder en journalist fra Dagens Nyheter.

»Jeg sidder her foran Riksdagen, fordi jeg skolestrejker for klimaet frem til valget, og nu er der kommet flere til, som også vil strejke,« forklarer Greta i mikrofonen.

Inden længe kommer der også voksne og flere børn til. Og når journalisterne retter deres mikrofoner og kameraer mod hende, og politikere får travlt med at få taget selfies, bliver pigen foran rigsdagsbygningen et mediefænomen.

Greta Thunberg var 15 år dengang og havde psykologiske problemer, som hendes mor ærligt fortæller om i bogen Scener fra hjertet fra 2018. Greta har en periode med alvorlig spiseforstyrrelse og ocd bag sig.

Alt dette betyder på ingen måde, at man retrospektivt kan bagatellisere barnet Gretas engagement i klimaproblematikken, fratage hende retten til at blive hørt, underkende betydningen af den bevægelse, hun kom til at stå i spidsen for, eller påstå, at klimaspørgsmålet ikke er vigtigt.

Dog hører det til journalistikkens grundlæggende principper, at man skal behandle børn i offentligheden med varsomhed, ganske særligt sårbare børn. Men Greta blev helt fra begyndelsen behandlet, som om hun trods sin psykiske problematik og angst befandt sig på et højere moralsk stade. Det fremgik tydeligt under FNs klimatopmøde i New York i 2019.

»You have stolen my childhood and my dreams,« sagde en tydeligvis plaget Greta oppe på scenen. Og i stedet for at trøste eller hjælpe hende valgte de forsamlede beslutningstagere og notabiliteter at bryde ud i jubel, når Greta tilsyneladende hyperventilerede på scenen. Hendes udbrud under talen – How dare you! – blev opfattet som endnu en bekræftelse på, at dette barn besad en enestående klarsynethed og derfor var i sin gode ret til at revse de voksnes verden. Den daværende svenske ærkebiskop Antje Jackelén satte ord på den etablerede opfattelse af Greta, nemlig som en guddommeligt oplyst forkynder:

»Det er enestående, hvad hun har udrettet globalt. Jeg tænker, at hun faktisk er profetisk på samme måde som de gammeltestamentlige profeter, der utrætteligt fremførte deres budskaber.«

Den tyske forbundskansler Angela Merkel, præsident Barack Obama, pave Frans, FN-chefen António Guterres og daværende kronprins Charles – alle ville de fotograferes sammen med Greta. Dertil kom udmærkelser som Time Person of the Year og Amnesty Internationals fornemste udmærkelse, Ambassador of Conscience Award.

Hun blev også indbudt til at være »chefredaktør for en dag« på Dagens Nyheter, Sveriges vægtigste morgenavis. Hun var 17 år på det tidspunkt og fik sammen med redaktørerne lov til at lede journalisterne i arbejdet med en hel udgave, som domineredes af klimaproblematikken. Det var den rolle, der blev Greta til del – hun blev udpeget af de voksne til at belære dem.

AT GØRE INDSIGELSER mod det spektakel, der udviklede sig, var samtidig svært. I Sverige var der i slutningen af 2010erne og begyndelsen af 2020erne stadig snævre grænser for, hvilke holdninger man kunne tillade sig at give udtryk for. Jeg sad selv med en kollega og diskuterede, i hvilken grad man kunne afvige fra den etablerede linje uden at melde sig ud af den offentlige samtale.

Vi konstaterede, at indvandring faktisk godt på dette tidspunkt kunne diskuteres uden at bryde med al intellektuel retskaffenhed. Helt toksisk var til gengæld et fænomen som Greta. Det var meget svært at indvende noget mod den rolle, hun var blevet tildelt, uden at blive stemplet som kontroversiel.

Men netop de år var formative i Sverige i andre henseender. Uroen i de svenske indvandrerkvarterer voksede med bombeangreb, skudepisoder og optøjer. Børn og unge, især drenge, blev mere og mere bange for at blive overfaldet og udsat for røverier begået af unge mænd i netop den slags kvarterer.

Man kan næppe forestille sig, at et barn, der havde protesteret mod denne utryghed i kølvandet på svensk migrationspolitik, var blevet ophøjet til at være en moderne udgave af bibelske profeter. Fænomenet Greta var sådan set helt og holdent afhængigt af, at hun delte opfattelse og engagement med de tunge samfundsinstitutioners dørvogtere.

Men selvom medierne gerne vil tale om en »Generation Greta«, er det ikke det indtryk, man får, når man spørger de unge, hvordan de forstår svensk politik. Blandt de yngste vælgere, aldersgruppen fra 18 til 21 år, fik højrefløjen 49 procent, mens de rød-grønne fik 40. Moderaterna blev desuden langt det største parti med 30 procent, mens Sverigedemokraterna med 15 procent blev over dobbelt så stort som Miljöpartiet på syv procent. Blandt unge i alderen 22-30 var der flere, som stemte rød-grønt, men heller ikke denne aldersgruppe stemte entydigt for en rød-grøn regering.

Faktum er, at blandt vælgere under 24 år var de vigtigste spørgsmål lov og orden, dernæst indvandring. Kun 6,1 procent i aldersgruppen anførte klima og miljø som de vigtigste spørgsmål, hvis man skal tro en analyse gennemført efter valget af Infostat.

DET STØTTER FORMODNINGEN om, at det ikke er Generation Greta, der har gjort sig bemærket, men snarere det, som i Sverige efterhånden er blevet kendt som Generation Villebråd (Generation Jagtbytte) – unge, der er vokset op i skyggen af volden, som hærger i indvandrerkvartererne.

Samtidig har den svenske offentlighed haft svært ved at justere billedet af Thunberg, i takt med at hun er vokset op til at blive en politisk aktivist med ekstreme synspunkter. I en svensk region anbefaler man eksempelvis materiale, som skal gøre det muligt for børn i førskolealderen at reflektere over klimaangst med Gretas hjælp. 

På det dagblad, hvor jeg selv arbejder, Svenska Dagbladet, blev Thunberg for nylig fremhævet som et forbillede for den, der ønsker at omsætte sin angst til politisk aktivisme. Og da 50.000 mennesker i sommer gik i optog gennem Stockholms gader til støtte for klimaet, var det især Thunbergs tilstedeværelse, der fik mediernes bevågenhed.

Men forestillingen om, at hun repræsenterer en hel generation, bliver ikke sand, bare fordi journalisterne håber på det.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk

Oversat af Claus Bech

Paulina Neuding, forfatter, kommentator og lederskribent på Svenska Dagbladet