Håndgranat, brandfakkel, bombe. Det er unægteligt kraftige udtryk, der er blevet sat i forbindelse med den socialdemokratiske folketingsgruppe efter statsminister Mette Frederiksens detronisering af Nicolai Wammen som finansminister til fordel for tidligere justitsminister Peter Hummelgaard.

Den socialdemokratiske folketingsgruppe har de sidste godt 50 år været en evig kilde til anonyme beretninger om partiets interne forhold. Men siden Mette Frederiksen blev formand i 2015, har den stort set været tavs om disse sager. »Her går det godt, og vi bakker op om Mette,« har refrænet lydt.