I dag købte jeg en lampe med dertilhørende pære. En ganske simpel væglampe. Med møje og besvær fik jeg endda også sat den op ved siden af sengen mellem hovedgærdet og den Juno-babyseng, der for nylig var blevet presset helt op til vores seng under erkendelse af, at babyfasen med hyppige opvågninger ikke kun er en seksmånedersting.

En væglampe måtte der altså til, købt lokalt i den lille butik. Det var således med klimasamvittighed, at jeg stolt besigtigede mit ophæng. Som kun en humanistisk akademiker, der har hængt noget småskævt op, er i stand til. Men da jeg ville tænde lampen – og se det hele an som en lysende idé – ramte rædslen mig. Ingen kontakt på ledningen!