DENNE uge forsøgte den amerikanske regering endnu en gang at knække nakken på de iranske ayatollaher. Mandag udtalte finansminister Scott Bessent, at USA vil lancere en ny række af sanktioner, hvis mål er at isolere det iranske regime og straffe de lande, som stadig handler med regimet. Præsident Trump, der sjældent fisker efter de mest forfinede sammenligninger, har kaldt det for »en økonomisk D-dag«. Efter et halvt års konflikt kan man undre sig over, at han først nu tager så betragteligt et middel i brug, og man kan alt efter temperament se det som et tegn på styrke eller desperation.

KRIG går aldrig som planlagt – eller som bokseren Mike Tyson sagde det: »Alle har en plan, indtil de får en knytnæve i fjæset.« Den knytnæve har ramt de arabiske golfstater, som bringer olie ud til resten af kloden. Mange i Vesten ser med slet skjult skadefryd på, hvor forvirrende og modsætningsfyldt Trump har reageret på de iranske reaktioner. Krigens udvikling er tydeligvis kommet bag på ham. Den har givet også varet længere og er blevet langt mere omkostningsfuld, end han troede.