I sin anmeldelse af François Ozons film Den fremmede i WA#41 bruger Lasse Winther Jensen det meste af spaltepladsen på at harcelere over instruktøren, hvis film han finder »letbenede, grænsende til det frivole«. Ozon har »en forkærlighed for lækker udstadsning, glittede overflader, poppet pastiche og simpel dramatik«, skriver Winther Jensen. Kort sagt »en fundamentalt overfladisk instruktør« i anmelderens øjne.

Jeg så en anden film: En smuk og langsom kameraføring, hvis dvælen er en force, som lægger sig tæt på romanens fortælletempo. Ozon er på mange parametre tro over for Camus' tekst – replikkerne og scenerne især i første halvdel af filmen er, som i hvert fald jeg har visualiseret dem under læsning af romanen: Den fåmælte Meursault er fysisk sanselig, kaffe, cigaretter, mad, sex, men udeltagende i menneskelige relationer. Og i samfundet. Meursault lever i sin egen sfære. Kolonialismen er ikke et emne. Algeriet er fransk, og de ikkefranske er »de indfødte« og »les Arabes«.