Længere nede i geledderne vidste FBI-agenterne godt, at den var helt gal. Da deres chefer i sommeren 2016 bad dem indlede en efterforskning af et muligt samarbejde mellem Donald Trumps kampagnestab og den russiske efterretningstjeneste, undrede flere sig over bevismængden. Der var ikke rigtig nogen.
»For pokker, hvor er det tyndt,« skrev en af FBI-agenterne til sin kollega i 2016. »Jeg ved det,« svarede kollegaen. »Det stinker.«
Korrespondancen er gengivet i specialanklager John Durhams rapport om FBIs granskning af Trump, der blev offentliggjort i mandags. Det er en meget grundig rapport med en spektakulær konklusion, som en stor del af landets medier alligevel har tilbragt den forgangne uge med at forsøge at ignorere. Kort fortalt havde Trump ret. I alt det, han i årevis har sagt om »det russiske fupnummer«, som han i sin tid døbte komplekset af anklager om hans forbindelser til Kreml. Intet af det passede. Det var FBI og Hillary Clintons kampagnestab, der opdigtede det i et forsøg på at holde ham ude af Det Hvide Hus.
Den 306 sider lange rapport bør først og fremmest være en bombe under FBI, hvor de ansatte under de seneste to præsidentvalg har fungeret som håndlangere og natmænd for Det Demokratiske Parti. Kronologisk og køligt gennemgår Durham en efterforskning, der begynder med det rene ingenting, men ender som en omfattende konspirationsteori med andre myndigheder, politikere og størstedelen af landets medier som både abonnenter og bidragydere.
Lugten, som de to agenter udveksler mails om i 2016, stammer fra den oplysning, der får det hele til at rulle. FBI får nys om en telefonsamtale, hvor en australsk diplomat skulle have fortalt en ansat i Trumps kampagnestab, at den russiske efterretningstjeneste har hacket Hillary Clintons mails. Her har russerne angiveligt fundet noget »snavs«, som kunne bruges imod hende under valgkampen.
Men der er intet, som tyder på, at medlemmer af Trumps stab har haft kontakt med russiske efterretningstjenester. Om Clintons kompromitterende mails overhovedet findes, vides heller ikke. Andre amerikanske efterretningstjenester kender også til samtalen, men slår det hen. Kun FBI beslutter sig for at handle.
Som Durham konstaterer i rapporten, indleder FBI en storstilet undersøgelse mindre end tre dage efter, man er blevet bekendt med opkaldet. På det tidspunkt har ingen i FBI diskuteret sagen med andre myndigheder eller taget kontakt til den australske diplomat eller Trumps stabsmedlem for at finde ud af, hvad der blev sagt. Cheferne ulejliger sig heller ikke med at konsultere en af FBIs mange Ruslandseksperter, før de sætter gang i efterforskningen med kodenavnet Crossfire Hurricane. Var nogen med forstand på Rusland blevet hørt, havde de sandsynligvis anbefalet at droppe sagen, skriver Durham, hvis efterforskere har interviewet 480 personer under den fire år lange tilblivelse af rapporten. De havde ingenting på Trumps stab, og slet ikke noget, der kunne forbinde dem med russiske spioner.
Først langt senere opsøger FBI den ene af deltagerne fra det skæbnesvangre telefonopkald. På det tidspunkt er efterforskningen i fuld sving med ransagningskendelser og telefonaflytninger af fire medlemmer af Trumps stab. Men selvom stabsmedlemmet George Papadopoulos indrømmer at have talt i telefon med en australsk diplomat, nægter også han i skarpe vendinger at kende til nogen russisk forbindelse.
Det samme gør de andre stabsmedlemmer. Af Durham-rapporten fremgår det, at undercover-agenter fra FBI bruger skjulte mikrofoner til at optage samtaler mellem de fire mistænkte og forsøger at styre samtalen over på Rusland for at få dem til at inkriminere sig selv. Da det modsatte sker, og ingen af dem har noget interessant at sige om landet overhovedet, bliver optagelserne lagt væk, så de ikke spænder ben for den videre efterforskning.
I Durhams rapport fremstår FBI i det hele taget ikke som en myndighed, der er ret interesseret i beviser. Specialanklageren konkluderer, at ikke alene er efterforskningen baseret på »rå, ikkeanalyserede og ubekræftede efterretninger« – undervejs ignorerer eller nedtoner agenterne også oplysninger, der taler imod mistanken om russisk indblanding i valgkampen.
Heksejagten på Donald Trump fremstår endnu mere grotesk, når John Durham sammenligner den med FBIs behandling af Hillary Clinton i samme periode. Ifølge Durham havde FBI langt tungere beviser for, at Clintons kampagne blev påvirket af fremmede aktører, end at Trumps blev det, men Hillarys stab blev aldrig genstand for afhøringer eller undersøgelser. Tværtimod gav chefer i FBI besked om, at demokraterne ikke skulle efterforskes – ikke engang da Hillarys kampagne modtog en donation fra en fremmed magt, der meget vel kunne have været ulovlig.
Det slibrige Steele-dossier kan FBI tilsyneladende ikke få nok af. Med det ryger alle principper overbord. Der er ikke mange oplysninger i det berygtede dossier, som ikke senere er blevet afsløret som det pure opspind, men i operation Crossfire Hurricane skal det danne grundlag for nye undersøgelser.
Nogle vil sikkert huske mappen for anekdoten om de prostituerede, som Trump skulle have bedt om at forrette deres nødtørft på en hotelseng i Moskva. Men der er mange andre i den buket af rygter og løgne om Donald Trump, som den forhenværende britiske efterretningsofficer Christopher Steele plukkede til Det Demokratiske Parti under valgkampen i 2016.
Den slags kaldes oppo research og er ikke usædvanligt i amerikansk politik. Det er også set før, at modstandere forsøger at sprede usandheder om deres modstandere under en valgkamp, men Steele-dossieret er alligevel i sin helt egen liga, når det gælder rækkevidden og sprængfaren af de løgne.
Hovedkilden til smædemappen var Igor Dantjenko, som John Durham ikke er nådig ved i sin rapport. Han beskriver, hvordan Dantjenko under et ophold ved tænketanken Brookings Institution spørger en kollega, der skal arbejde for Obamas administration, om han kunne være interesseret i at sælge hemmeligstemplede oplysninger fra Det Hvide Hus. Dantjenko har også et tæt forhold til den russiske efterretningstjeneste, hvilket FBI udmærket er klar over; de har selv efterforsket ham af samme grund, og mange mistænker ham stadig for at være russisk spion. Alligevel giver FBI ham immunitet og betaler ham klækkelige honorarer for at levere flere løgne om Trump og hans kampagnestab. Løgne, som ifølge Durham-rapporten formentlig stammer fra de samme russiske efterretningstjenester, som FBI mistænker Trump for at stå i ledtog med.
Det er svært at tro, at FBI selv har tillid til det, som Dantjenko fortæller dem. De må være klar over, hvor tynd deres sag er, men bliver ved med at påstå, at han er en troværdig kilde, når de skal anmode om nye tilladelser til aflytning og ransagninger.
En af deres hovedmistænkte er Carter Page, som i Steele-dossieret får æren for at have etableret de russiske forbindelser som et andet kriminelt geni. Men Carter Page er kendt af FBI. Han har forretningsforbindelser i Rusland, og FBI-agenter i New York har efterforsket ham af samme grund. Men de har svært ved at genkende beskrivelsen af masterminden i Steeles dossier, og med endnu en utrolig forsømmelse tager agenterne med ansvar for Trump-efterforskningen aldrig kontakt til deres kolleger i New York. De ville ellers nok have fortalt, at de »aldrig rigtig havde bekymret sig for, at Page var efterretningsofficer for russerne«, skriver Durham. Så ufarlig virkede han på kollegerne i New York, at de ikke havde besværet sig med at aflytte hans telefon, fordi det ville være »spild af penge,« ifølge rapporten.
FBI forsøgte at komme Durham-rapporten i møde i denne uge: Der har været ændringer og omstruktureringer siden da, så noget lignende ville aldrig ske i dag. Men man forstår godt, hvis mange amerikanerne ikke er helt overbeviste.
For det skete jo faktisk igen. Og igen og igen. Under valgkampen i 2020 løj både FBI og CIA om »den bærbare computer fra helvede«, som havde tilhørt Hunter Biden, søn af den ene præsidentkandidat det år. Computeren var forsvundet, men der fandtes kopier af harddisken, og den indeholdt både slibrige nøgenfotos og mails om Hunters lobbyvirksomhed i udlandet. Det sidste var det værste. I flere mails til kunder tilbyder Hunter et møde med »The Big Guy«, som unægtelig lyder som farmand og lugter lidt af interessekonflikt.
Den bærbare computer skulle have været Trumps »October Surprise« – det chok, der får midtervælgere til at sætte kryds hos ham i stedet for Joe Biden.
Men igen får demokraterne hjælp fra FBI. Her giver ledelsen besked om, at sagen om den bærbare computer ikke skal efterforskes, og i en kronik går hele 51 forhenværende efterretningschefer sammen om at afskrive det hele som et udslag af russisk misinformation. Der var slet ikke nogen computer, mente flere. Der var tale om et russisk fantasifoster, som de snedigt har indopereret i den amerikanske bevidsthed med republikanerne som klinikassistent.
Et par år forinden havde flere af dem løjet, da de påstod, at Trump blev påvirket af fremmede magter. Nu løj de muligvis om, at det samme ikke var tilfældet med Joe Biden.
Hvis man efter Durham-rapporten prøver at se tv-indslag fra Trumps præsidentperiode, især den første del, hvor anklagerne om spionage og højforræderi sidder særligt løst, er det svært at være optimist på de forenede staters vegne. Den samme partiskhed og magtarrogance, der har inficeret FBI, findes til overflod i de amerikanske medier. De har hele tiden pustet til ilden og gødet løgnene og konspirationsteorierne.
Alle de medlemmer af Trumps regering, der er blevet afhørt på grund af den opdigtede forbindelse til Rusland. Alle de eksperter på CNN og MSNBC, der har siddet og endevendt de kulørte detaljer i det fiktive Steele-dossier. Alle de demokratiske kongresmedlemmer, der blev ved med at tale om en russisk sammensværgelse, længe efter at fakta skulle have afholdt dem fra det. Barack Obamas tidligere nationale sikkerhedschef, James Clapper, påstod længe, at Trump var et russisk »aktiv«, altså en slags agent for Moskva. Måske ville han stadig påstå det i dag. Selvransagelse er ikke en af de stærkeste amerikanske dyder.
Således heller ikke i medielandskabet i denne uge, hvor John Durhams rapport burde have været den vigtigste nyhed, men kun var det på tv-stationer som Fox News og aviser som New York Post.
»Efter flere års politisk hype leverer Durhams undersøgelse ikke varen,« skrev The New York Times i noget, der skulle forestille at være en »analyse« af rapporten.
Forud for næste års præsidentvalg er amerikanernes tillid til både myndigheder og pressen på et lavpunkt. I denne uge blev vi lidt klogere på, hvor mistilliden stammer fra.
