Åndelig nedrustning. Militært isenkram er ikke nok. Europa må også tage et opgør med »krigen imod fortiden«, hvis vi skal kunne forsvare os over for Rusland. »Hvad har de unge egentlig at kæmpe for, når Churchill forkastes som racist, og nationens fortid er en stor skamplet?« spørger den konservative kulturkritiker og professor Frank Furedi.
Den moralske afvæbning af Vesten
»Budskabet i den fortælling er, at fortiden, som et fjendtligt territorium, er en trussel mod retfærdighed og noget nutidigt, som kan skade os selv i dag. Fortiden er på sin vis omdannet til et helvede, vi ikke kan undslippe, men kun kan beskytte os imod og bekæmpe,« siger Frank Furedi, som advarer mod konsekvenserne af »krigen mod fortiden«. Foto: Celina Dahl, Scanpix
Fire år er gået, siden de russiske kampvogne ved daggry 24. februar rullede ind i Ukraine, og europæerne vågnede op til en ny og farligere verden. Illusionen om, at den liberale verdensorden og handel med Moder Rusland ville opretholde freden på det europæiske kontinent, var med ét punkteret, og kansler Olaf Scholz proklamerede tre dage efter invasionen, at det fredsommelige Tyskland stod over for et »Zeitenwende«.
Nu skulle der oprustes, og selvom det gik lidt trægt de første par år, fik præsident Trump sat skub i våbenindkøbene, da han på ubehagelig vis fik gjort det klart for europæerne, at de skulle kunne forsvare sig selv. Men alt imens de europæiske lande sender milliarder ind i nye luftforsvarssystemer, flådefartøjer, kampvogne og missiler, trænger et prekært spørgsmål sig på: Hvem skal rent faktisk bruge alt det dyre isenkram og kæmpe mod fjenden på slagmarken?
Del:
