VELFÆRDSSTATENS ingeniører havde store planer med Kulturministeriet, da det blev indstiftet i 1961: Her var den eksplosivt voksende institutionsstats åndelige overbygning. Det nye Danmark skulle ikke bygges med finanser alene, men var først fuldendt, når arbejderen kunne sidde i sin Wegener-stol og høre John Coltrane. I nyere tid er posten reduceret til en aftægtsstilling eller godbid til skiftende regeringers juniorparti, og den seneste i rækken hedder Jakob Engel-Schmidt. På vej ud ad døren til sin barselsorlov gav han i denne uge et interview til Information, som var eksemplarisk for ministeriets sørgelige tilstand: »Jeg kunne godt tænke mig, at flere kunstnere turde provokere os politikere (...). For fanden, kom nu på banen med jer. Så vi kan høre og forstå det. Der er mange, der gør det, men jeg så gerne, at mange flere gjorde det.«

Som sådan lød han som et ekko af sine mange lykkeligt glemte forgængere. Jytte Hilden mente i sin tid, at »kunsten skal være som en bakterie i samfundet«, Carina Christensen mente, at »kunsten skal provokere (...). Det er det, jeg ser som dens vigtigste opgave«. Eksemplerne er legio.