Skal vi protestere eller gå i takt?

Kære læser

»Jeg tror, tingene er ved at ændre sig. Der har været et vibe shift i gang i tre-fire år nu: Væk fra wokeisme og over mod noget mere messy og ikkemoraliserende, hvor man ikke skal være så bange hele tiden.« Sådan lød vurderingen, da kunstneren Esben Weile Kjær for præcis et år siden spankulerede rundt på Roskilde Festival i selskab med Christian Bennike.

Et år senere føles det faktisk, som om noget har flyttet sig. Som om vi ubemærket er trådt ind i en ny epoke. Herhjemme blev den fornemmelse formentlig forstærket af Trumps magtovertagelse tidligere på året – og opgøret med den alliance, Danmark har haft med USA siden Anden Verdenskrig. Men allerede inden dét skifte begyndte noget nyt at ulme. Det føltes ikke længere friskt at diskutere, om man var woke eller antiwoke. Frontlinjerne var trukket hårdt op, positionerne stivnet, og debattens figurer begyndte at ligne karikaturer af sig selv.

Men så skete der noget. Udfaldet vil vi ganske sikkert først kende om flere år. Men i denne uges avis tegner konturerne af noget nyt sig måske alligevel.

I et forsøg på at indkredse, hvad det nye er, har jeg talt med Kasper Holten, chef for Det Kongelige Teater. Sidst vi mødtes, for to og et halvt år siden, handlede samtalen om samtykke og identitetspolitik – og hvordan de debatter havde påvirket hans måde at være leder på. Denne gang var det slående, hvor meget der var sket siden. Vores hoveder er fyldt med noget andet nu. Krigen i Mellemøsten. Trump. Våbenindkøb. Åndelig oprustning. Især ét spørgsmål lå mig på sinde: Hvad sker der med kunsten, når samfundet opruster?

Weekendavisen har selv taget del i den opbyggelige kampagne. Vi bringer tekster om europæisk sammenhængskraft og stiller det for kort tid siden utænkelige spørgsmål: Hvad vil vi dø for? Jeg har selv mærket fryden ved at tage store ord i min mund. Men også en nagende tvivl: Skal en avis, der definerer sig som frisindet, virkelig marchere i takt med politikernes agenda?

Kasper Holtens svar gjorde indtryk: 

»Dét synes jeg sådan set er den naive holdning, sådan som verden ser ud. At vi som kunstnere og journalister er for fine til at tage stilling og kæmpe for noget. Det kan godt være, jeg er naiv, men jeg ser jo endnu ikke vores politikere have lyst til at blande sig i, hvordan vi fortæller historien om at være europæere, eller et krav om, at der så kun skal være europæisk kunst eller dansk kunst på vores scener.«

Et andet blik på tidens alvor og retorik finder man i Mads Staghøjs interview med forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hun deler Holtens fornemmelse af, at vi står et afgørende sted, men hendes reaktion er en anden. Hun bryder sig ikke om, hvordan politikere bruger kriserne til at fremme egne dagsordener – og endnu mindre om den politiske ensretning blandt befolkningen, som viser sig som foragt i mødet med dem, der nægter at gøre honnør.

»Apokalypsen findes, men det gør løsningerne forhåbentlig også, og hele tiden at tale til frygten bliver et magtmiddel. Der tales med fuldt overlæg ind i dommedagsfortællingen, som positionerer os som ofre for andre på en måde, hvor oprustning, vold og udgrænsning af andre pludselig italesættes som det eneste fornuftige modsvar: Lige om lidt kommer der nogen og tager alt fra dig!«

I begge interviews møder vi mennesker, der forsøger at orientere sig i tidens storm – men som reagerer forskelligt. Den ene sætter sin lid til systemet. Den anden søger væk fra det. Den ene mener, at opgaven er at støtte det bestående. Den anden mener, at det bestående er råddent.

Måske er det nye, at det pludselig står klart, at vi mener vidt forskellige ting, når spørgsmålet – om vi skal protestere eller gå i takt – stilles. På begge sider af skellet findes tydeligvis gode argumenter. Og i modsætning til gamle, trætte diskussioner er udfaldet endnu ikke givet. Desto mere grund er der til at diskutere det på livet løs.

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Amalie Langballe, som anbefaler podcasten Magical Garbage, hvor fantasyklassikere genbesøges.

Den irske forfatter og podcastvært Caroline O'Donoghue står bag denne sommerserie på lyd, hvor hun sammen med skiftende gæster kaster et feminint blik på fantasyklassikere. Som en, der selv er vokset op i Midgård, har jeg aldrig tænkt over, at fankulturen omkring Ringenes herre har et pikmålingskonkurrenceagtigt præg – det handler ofte om at have læst Silmarillion og alle de andre halvfærdige bøger flest gange – men da jeg lyttede til første afsnit af Magical Garbage, gik det op for mig, at her var en samtale, jeg virkelig har savnet: For ja, lad os da en gang for alle få rangeret karakterernes fuckability.

Indtil videre har der været afsnit om alt fra Philip Pullmans Det gyldne kompas-serie og havfruekultur, og ud over at det er humoristiske og kloge samtaler – Caroline O'Donoghue er noget så sjældent som en forfatter, der er god til at formidle håndværket i at konstruere et univers – så er det også en vidunderlig hyldest til en genre, der ellers ikke får meget spalteplads i kultursektionerne.

Hvis man derfor har lyst til at gå lidt i barndom denne sommer, så er Magical Garbage – der ligger frit tilgængelig på alle podcastplatforme – et virkelig godt bud.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.

Vi ses i indbakken næste fredag!

Kathrine Tschemerinsky
Kulturredaktør