Tosca til tiden

Sidst jeg talte med Kasper Holten, var i begyndelsen af 2023. Jeg opsøgte ham for at tale om udfordringerne ved at være chef i en samtykketid. Hvordan havde debatterne om MeToo og identitetspolitik præget hans syn på lederskabet af Det Kongelige Teater? Vi mødtes i kølvandet på en række møgsager, der havde rystet institutionen – og alligevel fremstod han fortrøstningsfuld. Han forsvarede opgøret med dyrkelsen af det ensomme geni og den sorte skole, og han afviste blankt påstanden om, at han leflede for tidsånden, når han insisterede på, at godt arbejdsmiljø og kunstnerisk vision ikke er modsætninger. Ifølge Holten er de to sider af samme sag – ikke, som det ellers er blevet hævdet i århundreder, uforenelige hensyn, hvor hensynet til den ekstraordinære præstation altid må veje tungest.

To og et halvt år senere ser verden ganske anderledes ud. I Mellemøsten har befolkningerne gennemlevet en destruktiv, men ikke desto mindre omkalfatrende krig, der kaster lange skygger. Og med Trumps magtovertagelse tidligere på året er der blevet indledt et opgør med den alliance, vi i Danmark har nydt godt af siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Uroen er konstant, og den farver vores tilværelse med en ny alvor. I stedet for at skændes om, hvorvidt John Neumeiers balletforestilling Othello bør opsættes på nationalscenen, diskuterer vi nu våbenindkøb og åndelig oprustning. Derfor møder jeg Kasper Holten igen – for at spørge, hvad der sker med kunsten, når samfundet opruster.