Forlis. »Der sker en vandring mod et sted, hvor mennesket bliver ubetydeligt.« Fra Læsø reflekterer forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen over ensretningen i dansk politik.
Et menneske på en ø

Illustration: Gitte Skov
Journalisterne er holdt op med at ringe til Anne Lise Marstrand-Jørgensen for at høre hendes holdning til flygtningedebatten. Under flygtningekrisen og årene, der fulgte, kimede de ellers forfatteren ned: Marstrand-Jørgensen var tiltrådt som talsperson for Venligboerne, aktivisterne, der bød nytilkomne alskens hjælp og voksede vildt, og hun stod fast på humanistiske værdier, som dengang stadig fyldte meget.
Nu får Marstrand-Jørgensen fred til sine rutiner. Hver morgen dyrker hun yoga og spiser sen morgenmad. Hun læser, hun skriver, i skovbrynet ved sit sommerhus på Læsø, hvor hun er kommet, siden hun var barn, og hendes seneste roman udspiller sig. Ræveår handler om et tætvævet kvindekollektiv på øen i 1700-tallet, som testes gevaldigt, da et linjeskib forliser, og 600 sømænd tager asyl på landmassen i det nordlige Kattegat.
Del: