Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Forleden var jeg på endagstur til London for at interviewe Richard Osman, den engelske forfatter bag de vanvittigt populære – og reelt, lunt hyggelige – hyggekrimier om Torsdagsmordklubben. Pensionister, der opklarer mord i en hyperbritisk atmosfære. Osman har en fortid som tv-vært og -producer, og så driver han podcasten The Rest Is Entertainment (stor anbefaling!) med journalisten Marina Hyde.

I en hotelrestaurant, der tilhørte en slags fancy klub for rige voksne, talte vi om litteraturens fremtid: Hvilken plads er der til kritikeren i en tid, hvor alle kan skrive om deres yndlingsbøger på en blog eller dele deres anbefalinger på Goodreads? Vil kunstig intelligens ødelægge ideen om forfatteren?

Hans svar kan De læse, ikke nu på fredag, men næste fredag. Faktisk ville jeg i det hele taget sætte 3. oktober i kalenderen, for dér søsætter vi en opdateret version af bogsektionen: opfrisket layout og to helt nye elementer. Essays om, hvor bogen og litteraturen er på vej hen. Anmeldelser af skønlitteratur, lyrik, historie og debat. En helt enormt stor stribe fra Christoffer Zieler.

Og så har jeg sendt min chef Martin i byen for at tale med en af landets bedste forfattere. Hvis De kan gætte hvem, sender jeg en flaske vin.

Men mere om alt det i starten af oktober. I mellemtiden kommer de fem bedste bøger lige nu, udvalgt af vores fancy klub for kloge anmeldere.

1. Spækhuggerøjne

Da jeg for en del år siden interviewede en transmand – altså en person, der transitionerer fra kvinde til mand – om hans erfaringer med det danske sundhedsvæsen, læste jeg en masse om de operationer, der følger med. For eksempel kan man få lavet en kunstig penis af hud fra underarmen, inklusive urinrør og følesans; et tappert forsøg på at bøje biologien efter sin vilje.

For nylig udkom digtsamlingen Supersoaker, begejstret anmeldt af Lars Bukdahl, hvor Lasse Dyrholm Jensen fortæller om hele den proces og bestemt ikke er blind for de mulige groteske aspekter ved det hele. Efter en operation, der efterlader ham uden bryster, skriver han, at »brystvorterne var sorte og lignede en spækhuggers øjne«. 

Og så er det jo bare en dejlig titel: Hvem kunne ikke tænke sig en supersoaker?

Giv den som gave til: en, der allerede har en velfungerende supersoaker og skal mindes om sit held

Lasse Dyrholm Jensen: Supersoaker

2. Frihedsfængsel

Jeg vil ikke hævde, at jeg identificerer mig med den uforløste og semiafstumpede husmor Anna i østrigske Marlen Haushofers psykologiske drama Vi dræber Stella, som Amalie Langballe anbefaler. Anna blev trods alt opfundet i 1950erne, hvor rammerne omkring det vellykkede familieliv var noget trangere end i dag.

Men det er stadig ingen frihedsfest at have små børn. Nu kan moren (altså den moderne, arbejdende mor) bare ikke brokke sig over det længere, fordi hun selv valgte det. Og min erfaring er, at hvis man selv har valgt noget, bliver kravene desto højere: Så skal man være glad hele tiden. Så skal ens liv understrege, at man valgte rigtigt. 

Kravet om at opretholde den gode stemning, som Langballe skriver om, kommer ikke længere fra det patriarkalske samfund, der forhindrer kvinder i at være andet end husmødre. Det kommer indefra.

Giv den som gave til: singleveninden, der (også) skal bekræftes i, at hun valgte rigtigt

Marlen Haushofer: Vi dræber Stella

3. Hverdagskonservativ

Som modvægt har vi Morten Münster til at fortælle os, at vi ikke behøver være fantastiske og unikke hele tiden. Middelmådighed går også an; det vigtigste er et stabilt bundniveau. Forleden anmeldte David Holt Olsen, museumsinspektør og elsker af stabil hverdag, Münsters storsælgende bog Afdelingen for magisk tænkning meget positivt og sammenlignede den med blandt andet Lene Tanggaards En lille bog om, hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror. En anden parallel er Svend Brinkmanns bøger om at stå fast og tage nejhatten på.

I det hele taget ser jeg en bølge af den type hverdagskonservative bøger om at sænke sine forventninger, stille moderate krav, holde fast i det stabile. Hvad enten det handler om forældreskab, parforhold eller arbejdsliv. Måske er det selvudviklende undtagelsesmenneske på tilbagetog, ligesom så meget andet af liberalismens tankegods.

Giv den som gave til: chefen, der skal forstå, hvorfor de ansatte ikke gider tænke ud af boksen

Morten Münster: Afdelingen for magisk tænkning – og det utrolige potentiale i middelmådighed

4. Krig, krig, krig

Når journalister, politikere og meningstyper flokkes om at forklare, hvorfor den konservative Trump-støtte Charlie Kirk blev myrdet lige præcis nu, kan man godt glemme, at det politiske attentat har mange år på bagen og ikke er så usædvanligt endda.

Det skriver den britiske historiker Simon Ball om i en uhyggeligt veltimet bog: Death to Order. A Modern History of Assassination, der udkom i august og anbefales af Joakim Jakobsen. Her gennemgår Ball blandt andet attentatet på ærkehertug Franz Ferdinand og påpeger, at det slet ikke var givet, at mordet skulle ende med en verdenskrig.

Men den østrig-ungarske regering ville have krig, og det er svært ikke at drage en parallel til i dag: »Generalstabschefen i Wien udbasunerede: 'Krig, krig, krig!' Det samme kampråb, som nu høres fra den yderste højrefløj i USA,« skriver Joakim.

Giv den som gave til: en potentiel snigmorder, der skal tro, han er unik

Simon Ball: Death to Order. A Modern History of Assassination

5. Psykedelisk naturpoesi

Vi runder af med noget så relativt sjældent som en kvintologiafslutning. Femte og sidste bog i Anne-Marie Vedsø Olesens fantasyepos om vølven Snehild er udkommet, Flammesværdet hedder det, og et hurtigt kig i arkivet viser, at ingen af de bøger er blevet andet end fantastisk anmeldt hos os (næppe heller hos nogen andre).

Linea Maja Ernst var vild med det, hun kaldte »fuldfed fantasy, psykedelisk naturpoesi og guf for mytologinørder«, mens Anne Sophia Hermansen blandt andet ser bøgernes Asgård som »et interessant og nutidsrelevant studie i, hvordan man kan overvurdere sig selv og undervurdere sine fjender, fordi man historisk har været overlegen«.

Det er jo godt at huske, også når fjenderne ikke er jætter, men droner.

Giv den som gave til: en, der ikke gider læse noget, »som ikke er sket i virkeligheden«

Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej – Flammesværdet.

Det var alt for denne gang. Om to uger forsøger jeg desperat at være ung med de unge og foranstalter en såkaldt takeover af nyhedsbrevet, hvor en af mine kolleger får lov at gå amok i anbefalinger. Det bliver smalt – og stort!

På gensyn
Marta Sørensen