En helt bestemt måde at slænge kroppen på afslører den opslugte læsning. Jeg kan genkende den, fra da jeg var barn og slæbte stakke af bøger hjem fra biblioteket. Når jeg fandt én, der virkelig duede, gjaldt det om at udnytte enhver ledig time til at flygte ind i den, og jeg kastede mig på maven i sofaen med bogen i hænderne, en art hovedspring ind i romanen. Netop sådan: stjålent, antændt og med støt voksende hold i en ikke længere purung ryg, læste jeg Snehild, det første bind i Anne-Marie Vedsø Olesens nye saga, Vølvens vej.

Det vrimler med vølver for tiden. Jeg er selv ved at få let til moderat spat af den meget insisterende (og samtidig meget vage) hekselitteratur, som de seneste år er vældet op af et uendeligt reservoir i tidsånden. Her har vi imidlertid hverken med symbolsk samtidshexerei eller Jim Lyngvild-stylet vikinge-staffage at gøre, men med egensindig kvalitetsfantasy. Tænk ringbrynjer, alfesex, hævndreven personlig udvikling og stabilt højt dødstal. Og lixtal, i øvrigt.