Dagen ifølge Christian Bennike

Godeftermiddag, kære læser

Man tænker måske ikke på det så tit, men vi lever faktisk i »Mulighedernes tid«. Det er i hvert fald overskriften på en ny stor kampagne fra Dansk Erhverv, og det kan være rart at huske på frem mod en lidt grå weekend: Livet er fuld af muligheder.

Velkommen til mit sidste nyhedsbrev i denne omgang.

1. Konvent for fred

I morgen begynder det »Borgerlige Konvent« i Fredericia, hvor Alex, Inger, Morten og Mona går på scenen for at fremvise et »stærkt og forpligtende borgerligt samarbejde«, som Alex Vanopslagh har udtrykt det.

De har nu endelig lagt fortidens stridigheder bag sig og vil sammen drøfte »de store politiske problemer i vores tid«, som de fire partiledere skriver i en fælles kronik i dagens Weekendavisen.

Og hvad er det så?

Jo, danskerne skal først og fremmest »være i fred«, skriver de: »Familier, foreninger og lokalsamfund skal have lov at være i fred fra abstrakt ekspertise, rigide regler og radikal ideologi.«

Man skal kunne være i fred for »bureaukrater«, for »såkaldt grønne tiltag, som bygger på ren symbolpolitik«, for »tvangsfordelt barsel og arveafgift«, og for »venstrefløjen«, der står for »bevidstløs tilbedelse af en evigt voksende offentlig sektor og en værdipolitik, der ringeagter alt, som er dansk«.

Og nå ja, så skal store bededag genindføres.

Det er altså tidens helt store politiske problemer. Mens vi kæmper for at opruste, kæmper for at elektrificere og omstille energisystemet, for at bevare politisk og social stabilitet i Europa, kæmper for at modstå Kinas teknologiske og økonomiske dominans og USAs illiberale vending … kan man tage til Fredericia og høre om tvangsbarsel, bureaukrater og venstrefløjen.

2. Grib mulighedernes tid

En anden nyhed fra det blå Danmark er, at direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, som det mest naturlige i verden indtager forsiden på Berlingske og kommer med noget, der åbenbart kan kategoriseres som »en kontant melding«: Skatten bør sænkes for danske virksomheder.

»Der er krig, og der er kriser,« siger Brian Mikkelsen ... og derfor skal skatten ned.

Det er den store forsidehistorie i Berlingske: Danske virksomheders lobbyorganisation vil gerne have, at danske virksomheder betaler mindre i skat ...

»Lad os gribe mulighedernes tid,« som Mikkelsen rent faktisk sagde til Børsen forleden dag, som om han var Robin Williams i den der gamle film.

Måske er det den nye borgerlige utopi: Grib muligheden, sænk skatten – og lad os så ellers være i fred.

3. Hykleri som samfundsform

Et andet sted med borgerlig krise er Norge, hvor der er valg på mandag. Det så ellers længe ud, som om de borgerlige ville vinde magten tilbage fra socialdemokraterne, og diskussionen gik på, om Fremskrittspartiet eller Høyre skulle have statsministerposten.

Men nu er de blå nedsmeltet, Miljøpartiet er stormet op over spærregrænsen, og Arbeiderpartiet ser ud til at genvinde magten. Ikke mindst på grund af »Jens-effekten«, som det så hyggeligt hedder i Norge, altså at Jens Stoltenberg er vendt tilbage til norsk politik som finansminister.

Valgkampen har især handlet om oliefonden, denne fænomenale konstruktion, som nu er på 2.000 milliarder kroner og ejer 1,5 procent af alle verdens handlede aktier. Fonden skulle egentlig være neutral, apolitisk, »en indeksfond«, ikke »politisk eksponeret«, som Jens Stoltenberg sagde forleden.

Men i hvilken verden er 2.000 oliemilliarder apolitiske? Og den erkendelse har da også ramt nordmændene under valgkampen, da det kom frem, at fonden ikke bare har haft aktier i en række israelske firmaer, men under krigen også aktivt har opkøbt aktier i firmaet Bet Shemesh Engines, der laver motorer til israelske kampfly.

Norge har jo ellers gået forrest i den internationale kritik af Israel, så nu bliver aktierne solgt.

Affæren fortæller også bare en større historie om det norske samfund: verdens reneste land, hvor næsten al elektricitet er grøn, hvor stort set alle kører elbil og tager på topture for at indånde den friske luft … og som lever af olie. Som ligefrem er ved at åbne nye boringer – en politik, alle de store partier er enige om i øvrigt. 

Som det hedder i Information: »Man kan ikke både være grøn, humanistisk stormagt og finanskapitalistisk petrostat.«

En række generelle politiske tendenser har i øvrigt også vist sig i den norske valgkamp: En politisk fragmentering, hvor en række småpartier svæver omkring spærregrænsen på fire procent. Og en polarisering mellem unge mænd og unge kvinder – mændene stemmer relativt meget på Fremskrittspartiet, mens de unge kvinder stemmer på Miljøpartiet.

Og lad mig så slutte med et citat fra Giorgio Armani, der døde i går, 91 år gammel:

»Min største svaghed er, at jeg er i kontrol med alt,« sagde Armani i et interview med Financial Times kort før sin død. Og det er alligevel noget af en high note at forlade denne verden på: total kontrol.

Jeg vil gå i den modsatte retning, drikke en øl, slippe kontrollen med nyhedsbrevet og se landsholdet spille mod Skotland i aften i Parken.

Tak for denne gang og alt godt
Christian Bennike