Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

En række hidsige kulturdebatter – om blandt andet TV 2-programmet Alle elsker Rasmus, Signe Wennebergs kulturaktivisme og afsløringen af Kirsten Schwalbes fortid i DNSAP – har i de forgangne uger udfordret påstanden om, at vi alle lever som gidsler i hvert sit iltfattige ekkokammer, og at der ikke længere er noget, der for alvor kan samle os.

Men samtidig beviser en række begivenheder denne uge, at det modsatte i højeste grad også er tilfældet: Kulturen kan stadig samle os i begejstring. Faktisk mindes jeg ikke en uge i min tid som kulturredaktør med flere markante kulturbegivenheder. Og det handler ikke kun om forløsningen; den frydefulde ventetid har vist sig også at være en del af meningen med det hele.

Torsdag udkom syvende og sidste bind i Solvej Balles romanmesterværk Om udregning af rumfang. Samme dag blev Grand Theft Auto VI lanceret på verdensmarkedet. Konsolspillet er det dyreste kulturprodukt nogensinde (det anslås at have kostet mellem syv og 14 milliarder danske kroner at udvikle, hvilket er markant dyrere end den hidtil dyreste hollywoodfilm, nemlig Jurassic Park Dominion fra 2022, som kostede omkring 3,75 milliarder kroner). Men den kulturelle opmærksomhed forud for lanceringen er også uden sidestykke.

Originalfoto: Nadja Wohlleben, Scanpix.

Om selve spillet og dets betydning kan De læse meget mere i næste uge, når avisens udsendte korrespondent Lasse Vrist har tilbragt weekenden i det virtuelle univers og kan rapportere derfra.

Jeg ville påstå, at det var en vældig uge, hvis blot disse to ting var sket. Men det er ikke alt. Samtidig med at vi danskere ryddede forsiderne for vores nobelpriskandidat Solvej Balle, gjorde de det samme i Norge. Karl Ove Knausgård har i den forgangne uge nemlig også afsluttet sin septologi om den mystiske morgenstjerne med den fabelagtige roman Underjordisk. Noget tyder på, at de to forfattere har drukket af den samme trylledrik, for begge værker handler i sidste ende ikke om det overnaturlige, men om vilkårene for vores eksistens her på Jorden og i særdeleshed betydningen af vores relation med andre mennesker.

Og så har jeg ikke engang nævnt, at vi også fik løftet sløret for den nye James Bond, og at danske publikummer langt om længe får adgang til Nathan Fielder og Lance Oppenheims enestående hypede tre timer lange dokumentar om fiduskunstneren Elizabeth Holmes.

Denne uge er vi altså ligesom forkælede børn med udsigt til et bjerg af gaver under juletræet. Men det bedste ved det hele er, at det føles som fællesbegivenheder, som både før, under og efter lægger op til, at man deler sin begejstring – eller skuffelse – med andre. Som en ung kvinde, jeg kender, sagde forleden efter at have bestilt biografbillet til You Can See Everything sammen med fire venner: »Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har skullet i biografen sammen med så mange af mine venner.« Ligesom flere har udvist endda stor bekymring (og raseri) efter blot at have læst overskriften til Lasse Winthers anmeldelse af dokumentarfilmen, der i modsætning til de fleste andre anmeldere i verden er lunken. Lige så dejligt det er at få ens synspunkter spejlet i en anmeldelse, lige så sindsoprivende er det at blive modsagt.

Jeg vil fremsætte den lidt dristige påstand, at denne ekstreme længsel efter at indgå i meningsfyldte fællesskaber, både varige og fragmentariske, en dag, når vi ser tilbage, vil stå som et af tidens kendetegn. Når vi går bananas over lanceringen af diverse kulturprodukter, er det ikke kun, fordi vi er dopaminhungrende slaver af opmærksomhedsøkonomien, men fordi kulturen skaber lysninger, hvor vi kan møde hinanden. En af de måder, tilværelsen får fylde på, er nemlig, når vi bliver fuldkommen revet med af noget sammen med andre.