Da The Handmaid's Tale fik premiere i april 2017, var det, som om tidsåndens planeter stod på række. Skuespilleren Elisabeth Moss havde netop færdiggjort arbejdet med sin rolle som Peggy Olson i Mad Men, der havde gjort hende til tv-guldalderens største stjerneskud. Men nu skulle der ske noget andet, så hun tog springet fra det historiske drama om 1960ernes og 1970ernes USA, hvor kønsrollerne langsomt blødes op, til denne tv-filmatisering af Margaret Atwoods fremtidsdystopi, hvor selvsamme kønsroller størkner, pludseligt og voldeligt.

Mens indspilningerne stod på, var vi ellers på vej mod fremtiden i den vestlige verden, hvor Hillary Clinton stod til at blive den første kvindelige præsident i USA. I vejen stod blot den fallerede realitystjerne Donald Trump, en has-been, der bar uformelige jakkesæt, og som en måned før valget blev taget i at foreskrive over for en yngre medmand, at man for at nærme sig kvinder blot skulle tage dem på kønsdelene. Få havde forstået, hvad der nu skulle ske. Så da Trump vandt, søgte mange desperat efter nogle koordinater, der kunne hjælpe til at optegne det nye verdensbillede.