På mange måder ligner Jonas Vingegaards vej til cykelsportens allerøverste niveau de fleste andres, selvom der kun er ganske få i den liga, han nu er trådt ind i.

Himmelstormeren fra Hillerslev startede tidligt, voksede med de forskellige niveauer, han blev præsenteret for, og på et tidspunkt blev det tydeligt, at hans fysiske tal lå langt ud over normalværdierne. Resten var næsten bare et spørgsmål om, at et af de store hold fik fat i hans telefonnummer. Men der er en afgørende forskel, og den ligger i sprækkerne på den udviklingskurve, der på afstand ellers ser ud som andre stjerners hastigt opadstigende karrierevej.