Tour – dag 18. Stop for en stund, hvad I gør, og se, hvad der sker. Måske oplever I det aldrig igen.
Tilbage til Hautacam
Vi boede tre sammen i en lejlighed på Trøjborg. Jeg var den yngste og alt andet lige en bonderøv sammenlignet med de to andre, der hørte bedre musik, gik flottere klædt og havde kloge kærester. Det var i gåafstand til universitetets gule mursten og den grønne park på toppen af bakken over byen. Det var et gammelt arbejderkvarter, men nu var her mest studerende, der boede i forældrekøb med afhøvlede gulve, svampemalede vægge i okker-orange og den obligatoriske Betty Blue-filmplakat.
Det var vist den del af Aarhus, man kunne spore noget af dialekten fra Nils Malmros’ film tilbage til. Noller og den slags. Det var det perfekte sted. Man kunne skyde en stille genvej i Nordre Kirkegaard, når man skulle fuld hjem fra Englen eller Den Sidste, dansestedet og baren oven på biografen i Paradisgade. Det var i midten af 1990erne. Kjeld Tolstrup var byens bedste dj, og Mikael Simpson arbejdede i en pladebutik nede i Latinerkvarteret. Jeg kom fra landet, og vores verden var så lille, selvom den egentlig aldrig havde føltes større.



