Tour – dag 17. Da Hugo Houle vandt i går, tænkte jeg på Paolo Bettini.
De hurtige og de døde
Nogle gange er det bare sport. Et resultat er et tal eller et ukendt navn blandt andre ukendte navne. Noget, du har glemt i morgen. Du bladrer videre eller skifter kanal, det korte øjeblik af dit liv, hvor det fangede en lille del af din opmærksomhed, er forbi i næsten samme sekund, som det skete. Sådan har jeg haft det mange gange på målstregen til et cykelløb. Flere gange, end jeg har lyst til at indrømme. Vi vandt ikke, jeg vender om og går tilbage til holdbussen.
Andre gange brusede glæden gennem blodårerne, episoder blev til uudslettelige minder i samme moment, som de skete. Venner, der vandt, nogen fra holdet. Jeg har set ryttere opnå deres livs største resultater tæt på, og det har jeg taget med mig. Men det er ikke det, der har rørt mig mest. Det skete for længe siden, og det var først en del år senere, at jeg blev venner med ham, det handler om.



