I sidste måned læste jeg, at halvdelen af danskerne ikke føler sig klar til at gå i væbnet kamp, hvis landet skulle blive invaderet af en fremmed magt. Det kan man vælge at begræde, især fordi den væbnede kamp synes at komme tættere og tættere på, og bufferen mellem os og det, man kunne kalde den rå virkelighed, bliver tyndere og tyndere. 

Men man kan også tolke tallene mere venligt: Hvem føler sig egentlig klar? Og hvad ved nogen egentlig om, hvad de ville gøre i en krig, når de bliver spurgt, mens de sidder i en fredelig, behageligt tempereret stue, måske omgivet af familie og med Netflix i baggrunden?