Essay. Nu går det i ring. Ikke tilbage til de store adoptionsårgange på min fars tid, men tilbage til danske børn.
Min far og andre adoptivbørn
Min far blev født i august 1934 af en – må jeg tro – dybt fortvivlet kvinde. Hun var 23 og fremmed i huset på Henriettevej i Langeskov, Fyn. En betalende gæst på diskret ophold. Jeg ved ikke, om hun rejste dertil alene, eller om hendes mor måske var med, om de sammen havde forladt den store gård på Aarhus-egnen, hvor der ikke var plads til et uægte barn. Rubrikken med »udlagt barnefader« står tom.
På fotografiet ser Langeskov Fødehjem ufatteligt lille ud, et hvidt hus med rødt tegltag og kun to vinduer mod gaden, og jeg tænker på, hvor tæt de gravide, de fødende, de afrejsende, de efterladte spædbørn og kvinden, der drev fødehjemmet, har været på hinanden på så lidt plads. Så tænker jeg på hende, hans mor, »min farmor«, som måtte af med sit barn. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan hun havde det. Måske var hun bare lettet over at lægge den forbandede, ydmygende skam bag sig.
Del: