USA. Datacentre er blevet et afgørende emne op til midtvejsvalget. Amerikanerne hader dem, og selv republikanere, der har støttet dem, ryster på hånden.
USA er blevet Silicon Valleys forstad
RENO, NEVADA – Jeg står foran stridens kerne. Et af de mere end 3.000 datacentre, der er skudt op over hele nationen. Centra Reno (RNO2) er placeret midt i Reno, Nevada, ja, midt i byens gamle kvarter nogle få hundrede meter fra Truckee River, den flod, der skærer byen over i to. Den flod er grunden til, at folk overhovedet i sin tid bosatte sig i dette område af delstaten Nevada, der tager prisen som USAs tørreste.
Et flertal af amerikanere gruer for disse enorme vinduesløse datacentre, som skyder op med rivende hast over hele landet. Derfor spiller de pludselig en hovedrolle i det midtvejsvalg, som finder sted i USA 3. november. 75 procent af amerikanerne vil nødig have dem i deres eget nabolag, viste en undersøgelse i sidste måned.



