Esben Østergaard åbner den store grå port ind til lagerhallen, hvor tre mennesker sidder bøjet over hver sin computer. Det flyder med ledninger og papirer på de tre skriveborde i den ellers ret tomme industribygning.

De tre mænd er ved at finjustere programmet, der styrer prototypen til den malerobot, der står ved siden af dem. En høj, smal tingest, der kan male de store flader på en væg, så en menneskelig pensel kun behøver tage sig af de finere detaljer.