Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så levende af at se dansk tv-dramatik som efter de første tre afsnit af tredje sæson af Carmen Curlers.

DR Dramas søndagsvarer plejer at være noget med mystik, spænding og grå dis over samfundsrelevante institutioner. Men Carmen Curlers' friske fortolkning af Danmark gennem 60erne er anderledes levende, og serieskaber Mette Heeno og instruktør Natasha Arthy peaker i tredje sæson om den virkelighedsinspirerede historie om iværksætter Axel Byvang (baseret på Arne Bybjerg) og hans internationale succes med elektriske papillotter.