Frigjort. En smuk øm homosexscene og en novellefilm midt i en DR Drama-serie om curlers. Miraklernes tid er kun lige begyndt.
Og os to, hvad med os to?
Advarsel: Denne artikel afslører handlingen i det seneste afsnit af 'Carmen Curlers'.
Søndag aften kunne man sidde og få en klump i halsen og en følelse af dansk tv-historie. Dels var aftenens drama formmæssigt nybrydende: En bifigur løftes op som hovedperson i sin egen bittersøde novellefilm. Og trumfen: en smuk, øm sexscene mellem to mænd i bedste sendetid.
I sjette afsnit af DR-dramaet Carmen Curlers forlod serien midlertidigt sit centrale plot, iværksættermelodramaet om Axel og hans curler-fabrik, for i stedet at følge den generte frisør Frans (Nicolai Jørgensen), om hvem vi ved, at han er kolossalt talentfuld og kolossalt hæmmet, både hvad angår hans talent og seksualitet. Han styler sit hår stramt med hårspray, så vi forstår, at han holder sig selv i stramme tøjler. Det kunne lyde klichéfyldt, men Nicolai Jørgensen giver den hvalpede undseelighed en solid sårbar dybde.
I afsnittet forinden mødte han fotografen Benjamin (en drillende, selvsikker Joachim Fjelstrup i oprullede skjorteærmer, han har et forrygende flirte- og lidelsesparat ansigt; man skal forestille sig, at nogen havde puttet fotos af Jens Albinus og Martin Kongstad i en AI-maskine og trykket mix).
I dette afsnit med den skønt krukkede titel Artiste Extraordinaire følger vi med Frans til København, hvor han på et afbud skal sætte hår på den franske superstjerne Jaqueline, som Benjamin skal fotografere for et prestigiøst magasin.
Frans er ved at omkomme af præstationsangst, »De er så franske«, men Benjamin stikker til ham, det er nu, det gælder, »Du er mere end dygtig nok til det her. Kom så … François«, og så får vi en inspireret montage, hvor geniet arbejder og til sidst vender modellen om med et akkurat selvtilfredst lille voilà.
MEN DEN SANDE FORLØSNING kommer senere. For Benjamin kan se, hvad Frans også er.
Så kredser de om hinanden og kameraet om dem, og man kan ikke se sig mæt.
Når Frans har slikket håret tilbage med rigelig hårlak, ligner han Kristen Skjern fra Matador. Når hans hår pjusker frigjort og drenget fremad, ligner han Tobey Maguire. Håret falder overgivent fremover efter hin sensationelle sexscene, der er kejtet og sulten og skøn. Hænder på brystkassen, hænder, der finder vej ned i et par åbnede bukser. Og – hvad der er uvant i DR Drama, selv når det er heteroer, det drejer sig om – så har man simpelthen henført sex uden tøj på.
Det fineste er, at lige så sensationel, scenen er, lige så naturlig føles den. Det skyldes både, at de spiller forrygende, og at kærligheds- og karakterdramaet er skrevet eminent frem. At tiden (for længst) er moden. Og nå ja: at det er naturligt.
»Dansevise« går som et ledemotiv gennem afsnittet, pludselig kan man høre den som en frisættelseshymne, længselsfuldt legende, teksten rimer »dugvåd« med »Puk-kåd«, helt ærligt, altså skikkelsen fra En skærsommernatsdrøm, som gør menneskene forvirrede og forelskede (Shakespeare fintede i øvrigt uden om at afsløre Puks køn eller pronominer gennem hele komedien, har vi her den første nonbinære figur i den vestlige kanon?). Nå. »Dansevise«: Fra radioen i Frans' lejlighed til en koreograferet dansescene på en rødbelyst homobar, Paradiso, hvor dragqueens anno 1963 fortæller røverhistorier, og alt et kort øjeblik er muligt.
Instruktør Josefine Kirkeskov har fået en fuldstændig vidunderlig romantisk kortfilm ud af en foreløbig fin, men ikke før nu banebrydende tv-serie.
FRIGØRELSE OG REPRÆSENTATION kommer drypvis. Også i Danmarks Radio. I 2017 var der for første gang lesbisk sex i Herrens veje. P3 er for længst stået på det sexpositive tog, derovre er hele sendefladen ung, flydende og frigjort, Nina Rask spiller alle roller og alle køn.
Men det er alligevel noget andet, når der er forelskede mænd i hinandens arme på DR1 til aftenkaffen. Så kan man pludselig mærke, hvilken tid det er, vi lever i. At skabsdøren er taget endegyldigt af hængslerne. Og det fine er, hvordan hverken sexen eller seksualiteten bliver et artigt, overfladisk tjeklistepunkt, vi husker at nævne for repræsentationens skyld. Frans er et helt menneske, hvis seksualitet tragisk er viklet sammen med hele hans selvundertrykkelse. Hans indre kamp er en erkendelse af, at han er tiltrukket af mænd, men det er også den lange, svære bevægelse: at tro på egne evner, at træde frem som sig selv.
Jeg sad og græd silende i sofaen, da min kæreste kommenterede: Om lidt går det galt, idet hun demonstrerede en dybere forståelse for homonarrativernes konventionssikrede brutalitet. Ganske rigtigt, i løbet af de sidste minutter skal det nyforelskede par selvfølgelig udsættes for en hate crime (af nogle væmmeligt Grease-udklædte læderjakker) og rives fra hinanden.
På det punkt frigør serien sig ikke fra klassisk, tragisk homobashing, det ender altid med en tragedie: at stå og snuse knust til en Brokeback Mountain-skjorte. Det ville måske også have været for meget at håbe på en lykkelig slutning, men i det mindste ville det have været smukt og komplekst, hvis det var Frans’ egen psykologi, der stod i vejen.
I det hele taget kan man spørge, hvordan man skal læse den enkelte, frigjorte homoromance-episode. Er det en radikal ny opmærksomhed, man giver en minoritetsfigur? Eller er det netop en blindtarm, som ikke er forbundet til hovedplottet? Hvad skal man bruge et narrativt onenightstand til? Det vil vise sig, om Frans tager sin nyfundne seksualitet og selvfølelse med tilbage til curlerfabrikken.
Carmen Curlers, afsnit seks: Artiste Extraordinaire. Skabt af Mette Heeno. Kan ses på DR TV.
Del:
