Det første regnbueflag

I min ferie gik jeg omkring i Castro-kvarteret i San Francisco i dagevis. Her sidder ekstremt nydelige ældre mænd ved stamborde på cafeer og barer. Strømlinede hundefrisører. På en afspærret gade dirigerer to dragqueens børn på jagt efter påskeæg, Easter Egg-stravaganza. Dér ligger boghandlen Fabulosa Books. Derovre står to solbrune, hvidhårede mænd og sludrer, mens de læner sig mod en varm murstensvæg, kun iført solbriller og noget glitter-flitterstads om kønsdelene. Et regnbueflag smælder fra kvarterets højeste punkt. Pride-flag er efterhånden allevegne, men det første stammer herfra.

Hvis San Francisco er verdens homohovedstad, er The Castro San Franciscos. I 1960erne samlede en bestemt demografi sig i gaderne. Her åbenbarede sig den første gaybar med store glasfacader i stedet for mørklagte vinduer, klientellet måtte gemme sig bag. Omtrent samtidig, i 1970erne, bosatte Harvey Milk sig her og blev et samlingspunkt i kvarteret, inden han blev valgt ind i byrådet som den første åbent homoseksuelle i Californien. Et år senere blev Milk skudt og dræbt af sin kollega. Men i mellemtiden var en lgbt-frihedskamp begyndt, som møjsommeligt har kunnet føre regnskab over sine sejre og fremskridt.

HVORDAN BLEV SAN FRANCISCO et fristed? Da guldfeberen greb Amerika midt i 1800-tallet, var byen en lille flække med nogle få hundrede indbyggere. Så blev der fundet guld. Guldgravere og lykkejægere væltede ind. På et par år voksede byen fra nogle hundrede indbyggere til 25.000, og 90 procent af dem var mænd. Hvem kan forblive hetero i den matematik? Et moderne Sodoma var født. Tænk jer, Brokeback Mountain, ikke som to stakkels, ensomme cowboys, men som et kollektivt skred.

En anden faktor var, at den amerikanske flåde under Anden Verdenskrig rutinemæssigt hjemsendte soldater, der viste sig at være homoseksuelle. De blev læsset af i nærmeste havn. San Francisco modtog massevis af opsagte sømænd. Så har de gået der på molen og været unge, fortabte og billedskønne i deres matrostøj og uniformer. Og fundet hinanden.

Den pæne middelklasse flygtede til forstæderne fra byen, som blev domineret af arbejderklasse, latinoer og efterhånden hippier, og i The Castro stod victorianske lejligheder med forrygende træpaneler tomme til en billig husleje. Bøsserne flyttede ind, og resten er historie.

OG HER GÅR JEG SÅ og kigger på historien. I Fabulosa køber jeg Larry Mitchells The Faggots and Their Friends Between Revolutions fra 1977. En utopisk, nektarklistret fabel. Her bliver det homoseksuelle fællesskab beskrevet som et rige af feer, som etablerer egne, hemmelige enklaver i mændenes brutale Rige. Feerne er fattige, smukke, gavmilde, deles om maden, kærligheden, kroppene, så er der nok til alle, selvom man ingenting har.

Der var en kort, gylden epoke i 1970erne, hvor frigørelsen var begyndt, og aids-krisen endnu ikke var brudt ud, hvor man kunne forestille sig alverdens nye fremtider.

På en sidegade ligger museet om lgbt-historie. Magiske småting: tændstikæsker påtrykt navnene på for længst lukkede, hemmelige klubber, der alle hedder noget lokkende og græsk. Artemis' Søstre og den slags. Fotografier af elegante unge mænd i skjorteærmer, som viser sig at være elegante unge kvinder. Eller muskuløse læderbøsser udstyret med piske og imposante moustacher. Det hele har et ekko af hemmeligt fællesskab. Kom herhen, og gem jer, og før jer frem, og vær trygge blandt venner.

Hvad er det for en trist længsel, jeg kan mærke? Efter festerne på fotografierne, de gamle hjemmetrykte blade, invitationer i kodesprog? Hvorfor længes, når jeg skal forestille at leve i den frigjorte verden, de gamle aktivister i 1970erne kæmpede for? Min kæreste og jeg kan uforstyrret holde i hånd på gaden. Alle er efterhånden med på lgbtq+alfabetet. Man kan følge alverdens kønsanarkister på sociale medier og binge mainstreamserier på Netflix med homohovedroller. De ender ikke tragisk som i gamle dage. Der er masser af repræsentation og synlighed.

Men det er også en sært luftig følelse at blive opløst i mainstreamen.

Forstå mig ret. Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg savner undertrykkelsen, fordommene, volden: På museet udstiller de også det jakkesæt, Harvey Milk havde på, da han blev likvideret. De alt for virkelige aftegninger af blod på reverset.

Ingen savner at kæmpe mod undertrykkelse og fordomme, og hvis man gør, kan man rejse til et af de mange lande, der stadig straffer homoseksualitet, eller bare begynde i en jysk provinsby.

Det, jeg savner, er alle de gode modsvar. Tætheden. Oprør. At lave sine egne communities. At drømme radikalt om nye livsformer. Klubber, hvor man kysser, danser, sladrer, plotter revolution. Samt det paradoksalt konservative ønske om at bo på en gade og have en kultur tilfælles med sine naboer Men hvad skete der?

HOMOBEVÆGELSEN DELTE SIG vel allerede i to dengang. Nogle ville have konventionelle rettigheder. Ret til at blive gift, lov til at være ude af skabet og beholde deres job. Andre tænkte med deres outsiderstatus, som der står i Larry Mitchells bog: Åh fryd, vi behøver ikke gifte os, føde eller opfostre børn, vi behøver ikke blive soldater i hæren, vi kan skabe vores egen virkelighed fuld af promiskuøs sex og skønhed og kunst og natklubber. Alfahanner, alfehanner, magiske formødre.

Den første, respektable variant har sejret eftertrykkeligt (i progressive byer i progressive lande). Den hedonistiske variant er mere tvivlsom.

Men nu kan jeg høre mig selv være tvær og nostalgisk. Og himmelråbende utaknemmelig. Man har vel de fællesskaber, man selv laver.

Der er stadig gaybarer i byen. Også i København. Men de fleste af mine dage derhjemme er noget med arbejde og at være sammen med kæreste og barn i en lys og rar andelslejlighed. Måske er det ikke så meget tiden som mig selv, der er gået hen og blevet lidt kedelig og konventionel?

Når man kommer hjem fra en ferie, kan man heldigvis se sin hjemby på ny. Damebaren Vela ligger lige om hjørnet, og samme aften viser de dokumentar om læderlesbiske, hvor heldig har man lov at være?

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.