Der har lige været Pride, hele byen var pakket ind i regnbue-merchandise, og det er rart med al den velvilje, selv de konservative og storkapitalen elsker fest og mangfoldighed; men det føles også lidt som at blive krammet ihjel, at få solgt sin identitet tilbage til sig i let afkodelige primærfarver, for eksempel i malerbøtter. Flügger er hovedsponsor og kalder sig selv »en farverig biks«, jo det.

Der er altid flere forhandlinger i gang mellem det queer og det »normale«. Vil man have lov at være med inde i varmen i midten af samfundskroppen; vil man være særlig; vil man være udenfor? Og hvad gør man, når alle tilsyneladende elsker én, men man stadig ikke ved, hvem man er, eller er helt så glad som en Pride-parade?