Anmeldelse. I anden sæson er Carmen Curlers fortsat en udmærket dramaserie. I første sæson var der ellers ansatser til, at den kunne være meget mere.
Stadigvæk meget bøvl i Kalundborg
I sæson to af det nordvestsjællandske iværksættereventyr Carmen Curlers skal virksomheden skaleres, som de ville formulere det i et andet DR-program om maskulin traumebearbejdning igennem vareøkonomi, nemlig Løvens Hule. Altså, den skal vokse sig stor, større. Det forstår vi allerede fra de første billeder, hvor vi ser vores trælse hovedperson Axel Byvang. Han står og ser på et europakort for så at flytte blikket til venstre imod det nye mål: Amerika.
Første sæson af Carmen Curlers blev bedre og bedre, jo mere den snoede sig ud af selvsamme Axels vækstambitioner og i stedet stillede meget specifikt skarpt på perioden i 60erne, hvor kvinder begyndte at fylde mere på arbejdsmarkedet. Den blev også bedre, jo mere den forlod den udstukne realisme og udforskede dels den afsnitsinddelte fortællings formelle muligheder, dels en ret fjollet musicalæstetik, hvor den rytmiske arbejdsgang på papillotfabrikken pludselig kunne slå over i stort anlagte og folkekomedielumre koreografier.
Del: