Det er decideret mærkeligt at møde det antikke Palmyra i en ombygget fabrikshal på Refshaleøen. Men mærkeligt på den tankevækkende måde. For hvad skal man mene om to rækker af meterhøje korintiske søjler placeret på en lysende grøn løber og muret op i en blanding af mudder, ler og halmstrå?

Den umiddelbare fornemmelse er lidt som at træde ind i en helligdom. Det er skalaen og scenografien, der gør det. Rummet er kolossalt og dunkelt, bortset fra de skarpt oplyste søjler, og over det hele svæver en insisterende summen som af ulegemlige stemmer.