Anmeldelse. Den nye TV 2-krimi Graverne tror ganske enkelt ikke på sig selv.
Treo i kaffen
Da vi først møder Liv, er hun midt i en dramatisk telefonsamtale. Hun leder redaktionen på et mindre journalistisk tv-format kaldet Brændpunkt, og hovedkilden på den igangværende historie ønsker at springe fra. Det er fire måneders arbejde lige ned i lokummet, som det bliver sagt, og nu truer kilden simpelthen med at begå selvmord, hvis de bringer historien. Så den hårde negl Liv, der spilles af Mille Dinesen, beslutter sig for at køre ud til ham. »Hvad hvis han springer ud ad vinduet?« råber en af de andre redaktionsmedlemmer. »Han bor i et etplanshus – det overlever han nok!« svarer Liv.
På den måde indledes Graverne næsten for veloplagt. Men det er til hver en tid at foretrække over det lidt intetsigende leje, denne desværre ikke helt velsammenkogte krimi ender på i løbet af de tre afsnit, der har været gjort tilgængelige for pressen. Som titlen indikerer, skal det handle om det lange seje træk; om graverjournalistikken. Og da introsekvensen viste os folk, der gnider øjne; overstregningstuscher, der søger hen over udskrevne aktindsigter, og Treo-brusetabletter, der simpelthen bliver puttet direkte ned i en kop kaffe, gjorde jeg mig klar til et stykke lovende kitsch.
Del: