For nogle måneder siden faldt jeg i et af den slags overspringshuller, som internettet giver så rig mulighed for: Jeg begyndte at se gamle afsnit af Lykkehjulet på YouTube; et program, jeg så nærmest religiøst som barn i 90erne. Det umiddelbart slående ved gameshowet var dels, hvor afhængighedsskabende det egentlig var, dels i hvor høj grad programmet legemliggør en tidsånd. Og endelig værten, den nyligt afdøde Bengt Burgs excentriske værtskab.

Når man taler om perioden fra Berlinmurens fald i 1989 til 11. september 2001 som en særlig periode præget af troen på historiens endeligt og liberale værdiers sejrsgang verden over, et utopia med uendelig, problemfri stigning i materiel velstand, kunne man herhjemme lige så godt tale om en Lykkehjulets tidsalder.