Tidsmaskinen

De ville lave et VM til Bernard Hinault. Det var reaktionen, og det var rygterne, da ruten for verdensmesterskaberne i landevejscykling i 1980 blev offentliggjort.

Den store arvtager til fransk cykelsport efter Jacques Anquetil og Bernard Thévenet havde på det tidspunkt vundet to af sine fem Tour-sejre. Han personificerede Frankrigs status i sporten, og nu skulle han have den regnbuefarvede trøje, der både konkret og symbolsk stod ud af mængden i selv det stærkeste og mest farverige felt.

Man ville lave en rute så hård, at ingen andre end den bedste kunne komme ud på den anden side med sejren. Hinault var 25 år gammel, sporten lå for hans fødder, og han havde slet ikke tænkt sig at løfte cykelskoen for at lade andre komme til.

Det nye årti startede perfekt for manden fra Bretagne, og alt så ud til at skulle fortsætte i samme gyldne spor, da han vandt Giro d’Italia og startede Tour de France som storfavorit. Han førte verdens største løb indtil 13. etape og havde fire etapesejre i kufferten, da han måtte pakke den og rejse hjem med en knæskade. Tallet sagde det hele, men alle slog korsets tegn. Selvom de kunne se, at det var hans første store nederlag på den største scene, var det mere en advarsel, end det var en trøst. For Hinault var allerede Hinault.

Ingen vidste, hvornår han ville komme tilbage, men alle vidste, at han ville være sur, og når Bernard Hinault var sur, vandt han cykelløb. På den ondeste og mest maltrakterende måde, og derfor var VM-ruten i Sallanches det bedste gerningssted, han kunne forestille sig, da hævnen skulle asfalteres. Det blev det grimmeste kryds i kalenderen, som ingen havde et passende viskelæder til. Man havde fundet den mest gemene stigning, der kunne indlemmes i et rutekort, der passede ind i mesterskabsformatet. 20 gange skulle der køres en 13,4 kilometer lang sløjfe over den hidsige, stejle stigning Côte de Domancy. Det var og er den hårdeste mesterskabsrute nogensinde.

Det blev nøjagtigt så ubarmhjertigt, som arrangørerne havde håbet på. Kun 15 ryttere gennemførte løbet den dag i slutningen af august, hvor sommer blev til efterår, og et hårdt uvejr lagde sig over de franske alper. Hinault angreb løbet, som en italiensk pålægsmaskine skærer gennem den bedst lagrede parmaskinke. Han angreb, folk faldt fra. Enten fra hjul eller tidligt i store klynger. Til sidst var der kun italienske Gianbattista Baronchelli, der kunne sidde med i sin azurblå trøje. Han havde Piaggia, Vespa-fabrikkernes logo på sine sorte bukser, men kunne intet stille op mod en vred mand, der kørte som en motorcykel. Massakren stod på i over syv en halv time. Danske Jørgen Marcussen blev otter.

Der står en sten, og tidligere var der vist et skilt, der fortæller, at Côte de Domancy er det sted, det fortjener at være i cykelsporten, men dem er der kommet flere af sidenhen, og mange har glemt stigningen syd for Sallanches. Tirsdag, når hviledagen er forbi, kan Côte de Domancy igen blive det sted, cykelsporten sent vil glemme, for den kommer sandsynligvis til at afgøre 16. etape af dette års Tour de France. Og måske kan den korte, svære opkørsel, der i løbsbogen ikke ser ud af det, den er, også ende med at have en større indflydelse end de 15 foregående kapitler i den gyser, Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar er ved at indspille på cykelsportens vegne.

Arrangørerne af den 47. udgave af verdensmesterskaberne i landevejscykling er her ikke mere, men de ville have bifaldet ruten for den 110. udgave af Tour de France. De ville have forestillet sig, at den var så hård som deres VM-rute, og derfor tidligt ville udpege den vinder, de selv havde taget mål til i sin tid, ved at gøre det for svært for alle andre. Den formodning burde de også have haft ret i. For hvem ville have troet, at så mange udfordringer og resultatet af så mange slag ville kunne ende i et rundt nul med et ettal foran? Ti sekunder er den tidsforskel, de to overmenneskelige ryttere starter etapen med i morgen, men det vil ikke være det, der adskiller dem, når de er færdige. Côte de Domancy er ikke et sted, man kører over uden at vise, hvem man er.

Men alligevel – de to kandidater til titlen er tvunget til at køre mod sig selv for at finde forskellen på hinanden. Det er der mange grunde til at se frem til, for væk er holdenes jerngreb, væk er deres taktiske guldkaret. Væk er tilfældighedernes lune; medmindre de finder vej til rytternes koncentration eller deres greb på den strækning, de skal tilbagelægge. De, der siger, at enkeltstarter er kedelige, får noget helt andet at tænke på i morgen eftermiddag. Det bliver ikke langstrakt og udmarvende, som da Bernard Hinault skrev sin smertesymfoni over de andre ryttere til VM i 1980. Det bliver kort og kontant som Pogacars spørgsmål og Vingegaards svar på etapen i går.

Hvor længe resultatet fra den 22,4 kilometer lange tidskørsel kommer til at stå som styrkeforholdets Rubicon for dette års løb, bliver også interessant. Hvis Vingegaard øger, kan han fortsætte med at vente på Pogacars angreb. Hvis det ender omvendt, skal han skifte løbsmæssig personlighed, når han vågner onsdag morgen. Så lidt og alligevel så meget kan Côte de Domancy gøre, hvis vi er heldige. Held kan dem, vi ser på, ikke regne med, for skæbnen ville, at deres opgør ikke er overladt til tilfældigheder.

I morgen er ikke dagen, man kan kigge væk. Dem, som ikke blinker, behøver ikke være bange for enkeltstarten, men det er blevet tunnelsynets tid igen, og de, der har bare det mindste tilbage, kan gøre en stor forskel for dem, der er trætte. Et etapeløbs sidste uge måles ikke altid i tilbageværende kræfter, men i fraværet af døde ben. I morgen kan de to bedste ryttere ikke følges ad mere. Selvom de i går kørte sammen over målstregen i konstateringen af deres manglende forskelle, starter der et ur i morgen, der vil sige noget andet om resten af den sidste uge.