Taxamad

Det er tilsyneladende kun mig og ikke taxachaufføren, der kan mærke begyndende stress over halen af biler efter os. Chaufføren er egentlig ved at parallelparkere, men er blevet så optaget af at forklare mig om en opskrift, at han åbenbart mener, han kan holde en pause i kørslen. Han har lige manøvreret på Siciliens bumpede veje på en måde, der efterlod mig med en fornemmelse af at sidde med livet i hænderne: én hånd på rattet og den anden på bilradioens volumenknap for at skrue op for Eros Ramazzotti. Nu har chaufføren brug for begge hænder for at forme imaginære brød i den rette størrelse og slå store madfantasier op i mit hoved. Bilisterne bag os bruger også animerede, latinske fagter – men at dømme efter den øreflænsende lyd af bilhorn handler det næppe om opskrifter. Min madglade taxafører fortæller uanfægtet videre om sin mors såkaldte pane cunzato, traditionel fattigmandsføde og – viste det sig senere – en sand delikatesse.

MAD ER MIT foretrukne samtalestof, når jeg kører i taxa. Det er nemlig et emne, der kan få de fleste til at snakke, og en taxatur kan bringe en et andet sted hen i mere end en forstand. For eksempel til markerne ved Sortehavets kyster, som bugner af solfyldte tomater, peberfrugter og auberginer, sådan som en chauffør af tyrkisk oprindelse malerisk berettede om. Jeg har på en anden taxatur drømt mig langt ind i den iranske madkultur med beskrivelser fra førersædet af safranparfumerede risretter og andre overjordiske lækkerier. Og siden en marokkansk taxachauffør fortalte om sin mors restaurant, har jeg øvet mig på couscous i håb om, at der en dag er nogle af børnene i huset, der vil tale på samme rørende måde om min madlavning.