Sublimopera i hovedstaden

Går man fra en opførelse af Puccinis opera Manon Lescaut og har med det samme glemt, hvem der sang Manon og hendes elsker, men ikke kan få birollen som Manons bror ud af hovedet, har man været ude for en baryton, der suverænt stiller sopranen og tenoren i skygge. Det hændte for en del år siden på Semperoperaen i Dresden. Sangeren hed Christoph Pohl, og i næsten samme sæson kunne han opleves til en liederkoncert på Langeland arrangeret af familien Steensen-Leth. Så fik man en verdenssanger helt på klos hold. At han nu lader sig opleve på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i Manfred Trojahns opera Orest var på alle måder en åbenbaring.

Bænket i det ærværdige plys startede man med ikke at tro sine egne ører. Mørket havde sænket sig, men der var åbenbart både musikere og publikummer, som ikke blev lukket ind. Hvislen og piften kunne høres fra de skuffede udenfor. Men de var allerede inde, som elektroniske spøgelser, og det kan ikke vare længe, før sådanne gyserlyde bemægtiger sig festspilhuset i Bayreuth og for alvor suggererer publikum ind i myternes halsbrækkende verden.