Så har jeg mistet stemmen. Igen. En forkølelse lå og dvalede i mig en uge, så tog jeg i teatret og så en vanvittig skuespilpræstation af Maria Rossing i nyopsætningen af Kejseren af Portugalien. Samtlige af romanforlæggets mange roller spillede hun selv, og vi måbede og grinede og græd, og jeg rejste mig straks under applausen og hujede, og netop da jeg ville overgå alle andres jungleagtige begejstringslyde med det største »WUHU!« i hele salen – da svigtede stemmen. Der lød blot et knækket, halvfesent »wuhu«. Og hvis et »wuhu« leveres under en decibel på 50, fremstår det sarkastisk. Tænk at sende Maria Rossing sådan en lille tør lyd efter alt det arbejde.

Bagefter plaprede jeg rustent derudad med venner på pub, og så skulle der pulses obligatoriske »jeg ryger faktisk ikke, men«-cigaretter i iskold støvregn ude på gaden, og næste morgen var min skæbne forseglet.