Arnold Schwarzenegger er en mærkelig mand. Det er ikke uvenligt ment. Den østrigsk-amerikanske bodybuilder, skuespiller og tidligere guvernør i Californien er excentrisk, larmende, udgrundelig og fascinerende.

Schwarzenegger er også genkendelig, og ikke kun takket være sit ansigt og sin krop: Schwarzenegger rummer og spejler det 20. århundrede, tiden efter Anden Verdenskrig, den buldrende fremdrift, massekulturen og selvfølgelig: det amerikanske løfte, indfrielsen af drømmen.