Anmeldelse. Verdis Don Carlos på Det Kongelige Teater smuldrer ved at blive opdateret.

Spansk roulette

I sit livs zenith skaber Giuseppe Verdi som 54-årig storværket Don Carlos efter Friedrich Schillers drama Don Carlos fra 1787. Den franske premiere finder sted i 1867, senere revideres operaen til den italienske version Don Carlo, der siden har været gængs. I den fransksprogede version var første akt henlagt til skoven ved Fontainebleau i Frankrig, hvor den franske prinsesse Elisabeth og den spanske tronfølger Don Carlos mødes og forelsker sig i hinanden. Men statsræson kræver, at hun overlades til Carlos’ far, kong Filip. Da tæppet går for den reviderede version, hvor denne akt er strøget, møder vi den fortvivlede Don Carlos i gravhvælvingen, hvor Filips forgænger kejser Karl 5. er stedt til hvile. Instruktøren Davide Livermore og scenografen Giò Forma sørger for et makabert skue, hvor en gravengel knejser på en plint, der bæres af et relief af dødninge. Man betragter dem længe for at finde ud af, om de er levende. Det finder man ud af.

Sceneriet skifter til det spanske hof. Nu indser man, at handlingen er sprunget fra tiden omkring 1560 til tiden omkring 1970, Franco-regimets udebben. Men der er ingen tegn på slinger i valsen. Civilgarden med lakhatte er overalt, og potentaten Filip er på ingen måde svækket. Den formidable bassanger Stephen Milling regerer som en sønderknusende magtfaktor, og da vi når frem til sandhedens øjeblik, hvor han i sin ensomhed ruger over tilværelsen og indser, at den unge dronning ikke elsker ham, kulminerer operaen i smerte og dysterhed for så at sætte trumf på, når den egentlige magthaver, storinkvisitoren satanisk sunget af bassen Roberto Scandiuzzi, melder sig på banen.

peter.johannes
(f. 1941) Kulturskribent. Roman: Flugten til Ægypten. Gyldendal 1967. Eksamen: Cand. phil. i dansk. Københavns Universitet 1969. Instruktørlinje: Den danske Filmskole 1969-1971. Dansklærer: Nørre Gymnasium 1972-2002. Dramaturg: Rialto Teatret 1986-1989. Filmlærer: Krogerup Højskole 1987- 1991. Musik- og teateranmelder: Weekendavisen fra 1993.

Andre læser også