Serveret. Redningsaktion for tilfangetagne stenfrugter.
Skud ud til svesken
Ingen førsteelsker, knap en birolle; de svesker, man efter timers aktiv dødshjælp lirker ud af bugen på julens and eller gås, spiller snarere en statistrolle i julemåltidet. En slags klistret bamsefyld, der forhindrer udtørring af kødet.
Det er med en madvare, som hvis man arver en herregård, der har været i slægten i evigheder: Man skal helst give den videre i bedre forfatning, end da man modtog den. Her kan de brune klumper i den grå æblesne fra fjerkræets indre på ingen måde yde retfærdighed til de blanke, blækblå svesker, man proppede ind i dyret tidligere på dagen.
Del:



