Skide være med Knossos

Som en rygende kold Cornetto i en brandvarm turistbus. Så ganske vidunderligt er det at læse i H.C. Andersens rejseberetninger En Digters Bazar fra 1842 som et led i egenbehandlingen af den sygelige afsky, jeg længe har næret ved charterturisterne. Ikke selve turismen, bare turisterne. Og hvad skyldes denne afsky så? Ja, først og fremmest misundelse. Mens jeg selv har boet i fattige kvarterer på Kreta og købt et gammelt hus blandt mennesker uden tænder og gadehunde, der pisser op ad min havelåge, har jeg set disse glamourøse kreaturer gynge dovent og ubekymret igennem de smalle kretanske stræder med klipklapper på klovene, yveret presset op i nyindkøbte paillettoppe og skindet duftende af showergel og dyre cremer. Kalvenes lange bløde lokker perfekt saltvandsblonderede og omhyggeligt plejet af fede crememasker; udfiltret af det dyreste børstemærke, Mason Pearson, til 1.595 kroner.

Jeg har stået i min have i Chania, svedig, mens lemmerne klistrede til hinanden i 40 graders varme. For modløs og doven til at gå i bad, med endetarmsåbningen fuld af solfremdrevet røvsaft sviende under trusserne. Der har jeg omplantet mine kaktusser i forhaven til mit lille hvide hus med blå skodder. Charterturisterne har stirret på mig og indimellem smilet overbærende. Ældre samtalesøgende herrer har lettet på hatten. Jeg har lignet en forslidt og forslæbt husmor. De har stået på den smalle sti foran mit hus, imellem mig og min nabo, Maria. 70 centimeter bred er stien, hvor børnene er blevet løftet op på nakken af deres fædre. Mødrene har taget et billede af denne lokale og dybt autentiske kvinde arbejdende i solen, fejende betonen, kalkende de bare pletter på facaden.