Min ven Jeppes vinaftale på Nørrebro trak ud, så klokken er allerede på den trætte side af 20 søndag aften, da han ringer på. Han har solrøde promillekinder efter en lang eftermiddag på Møllegades fortovsservering og smider sin jakke på gulvet. »Skulle vi trumfe BARRs schnitzel eller hvad?« Og så er der ikke andet at gøre end at gribe hjemmets største mulepose, lægge en flaske på køl og spankulere ned i Brugsen.

Et af mit livs lykkeligste tilfælde er, at min ældste og bedste ven er et kokketalent. Det er der flere end mig og hans mor, der vurderer. Han og jeg hedder det samme og var engang to alen af ét stykke, men efter gymnasiet lagde han kuglepennen fra sig, begyndte til kampsport, lod hele sin krop tatovere og kom i lære som kokkeelev. Vi har altid lavet mad sammen, ofte med et slæng af andre madører, men med årene har Jeppe H. fået sværere ved at afgive kontrollen over knivene. »Jeg retter heller ikke dine ord, når vi skal skrive taler sammen,« kan han finde på at sige.