Rosmarinen

I en af våren og sommeren for længst overdøvet klumme fra april i år om vinterskader omtalte jeg havens rosmarinbusk, som var den af alle havens planter, der blev ramt allerhårdest af vinteren – rent bogstaveligt, idet den blev begravet af en lavine, et sne- og isskred fra taget. Der kom ingen sanktbernhardshund med cognactønde til undsætning, og da der var rigeligt med andre sager, der skulle tages hånd om, fik planten lov til at passe sig selv, indtil tøbruddet smeltede den fri igen.

Det viste sig, at de hvide massers tryk kun havde brækket enkelte grene og kviste, men værre var, at stadig større dele af busken i løbet af forårsmånederne antog en trist, vissenbrun farve, og at flere kviste til sidst tabte bladene. I alt døde omkring to tredjedele af den før så imponerende busk. Heldigvis var der stadig fire-fem kviste, som forblev grønne og umiddelbart livskraftige. De døde kviste blev klippet af og fjernet. Det blev busken bestemt ikke kønnere af: ranglet, afpillet og nærmest nøgen nedefter – mildest talt ikke nogen udpræget pryd for husets indgangsparti. Men den var stadig i live og skulle naturligvis have en chance mere.