Dyrt. Den nye stjerne på solsiden af Kongens Nytorv brillerer med solrige delikatesser, fremragende vin og tunge priser.

Rosékystens perle

Designbureauet Space Copenhagen er den femte Beatle i landets gastronomiske reformation; maden og kokkene hyldes for det eskalerede niveau, mens de færreste har noteret sig, at restauranternes æstetiske udtryk er forbedret mangefold i de seneste 15 år. Mine erklærede yndlinge er Space, som blandt andet har udformet Noma, Fiskebaren og den sexede, sorte Geist på Kongens Nytorv; et hovedværk, hvis man spørger mig, hvorfor det må have været dem en besynderlig opgave at skulle nedrive alle de gennemtænkte forløb og detaljer og genføde lokalerne som Esmée, og når det er sagt, så forstår jeg ønsket om at gøre noget radikalt anderledes med de store lokaler. Geist hang uløseligt sammen med mesterkokken Bo Bech, hvis kunstneriske nerve førte både køkken og koncept til ti års uafbrudt sejr, og da Bech fik et corona­klarsyn og afmønstrede, var den eneste gangbare løsning derfor at viske ham ud eller at forsøge, skulle jeg måske hellere skrive, for selvfølgelig vil hans ånd være forbundet til stedet, indtil den ny dagsorden har vundet hævd.

Sovinogruppen er funderet i Café Victor og Restaurant Kanalen og har efter en kapitalindsprøjtning åbnet det ene ambitiøse sted efter det andet for et kapitalstærkt publikum, og det virker som en klog beslutning at headhunte mesterkokken Andreas Bagh til at give afkald på arven efter Bech.

mail
(f. 1963) er forfatter og journalist blandt meget andet. I en årrække vært i interview- og madprogrammet 'Bearnaise er dyrenes konge' på Radio24syv, der nu sendes på mediet Euroman. Madanmelder og skribent på Weekendavisen. Instagram: www.instagram.com/martinkongstad/

Andre læser også