Scarquality. Den kantede drømmekvinde Kate Winslet har ramt sin renæssance – og verden er klar til voksen-Winslet.

Rose med torne

De seneste uger har jeg og resten af verden fulgt med i HBO-krimien Mare of Easttown, hvis hovedperson virkelig er en mare: en sammenbidt, moderat hærget Kate Winslet traver afsted og opklarer pigemord i et overskyet Philadelphia – med en markant Philadelphia-dialekt. Lidt færre af os har set Ammonite i genåbnede biografer, hvor en sammenbidt, moderat hærget Kate Winslet traver omkring på en overskyet strand i Dorset og samler fossiler – med en markant Dorset-dialekt.

Det er ikke for at gøre grin. Selvom de to roller kan opsummeres ens, finder og finpudser Winslet alle nuanceforskelle i figuren kvindelig, vranten enspænder. Mare Sheehan er irritabel, pulsende, strakt tyndt hen over en afgrund af sorg, der har sat sig som en fortrængt tyngde i kroppen. 1800-tals palæontologen Mary Anning er forbitret (af gode, patriarkalske grunde), reserveret grænsende til stum, men klar til at blusse op i grådig kærlighed (og årets sexscene, du godeste). I begge tilfælde bliver de skulende kvinder heltinder, vi hepper på. Winslet vækker dem til live med sin totale indlevelse, hun går altid mange mil ind i figurerne, opdigter forhistorier og motiver, terper lokale dialekter.

lime
(f. 1988) skriver om litteratur og teater, pop- og finkultur, og private følelser. Hun har tidligere undervist i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og er kandidat i samme.

Andre læser også