Forleden betroede en ven mig, at hun vidste, hvor kunstneren Jens Haaning havde gemt den halve million kroner, som han havde lånt af det nordjyske museum Kunsten for at rekonstruere et par gamle værker, men som han i stedet beholdt for, med kunstnerens egne ord, »at lave et meget bedre værk«. Det var noget med et hul i væggen i en lejlighed på Amager, som blev muret til mistænkeligt kort tid efter, at Haanings værk var blevet en nyhed, som gik verden rundt; fra CNN til Al Jazeera. Det er langtfra den første teori, jeg hører om pengenes beskaffenhed, og bortset fra at jeg godt kan tvivle på, om de overhovedet findes mere, så er det forrygende, hvor mange historier dette værk har kastet af sig fra første færd.

Take the Money and Run, som er værkets herlige Anders And-agtige titel, blev en nyhed på udstillingens første åbningsdag, en lørdag i september, hvor Haanings energiske stemme lød i P1 Morgen. Som vanligt var tålmodigheden med kunsten ikke stor. Værterne ville ikke vide, hvorfor kunstneren i stedet for to ældre værker havde lavet et nyt værk, som indbefattede, at han løb med pengene. De ville lige til – eller rettere uden om – sagen. Dog var det, som om vi denne gang kom lidt hurtigere forbi dansk journalistiks foretrukne dræberspørgsmål: Hvorfor er det kunst? Måske fordi det handlede om penge, ikke om fiskefileter eller buster i havnen. Penge rydder bordet.