68. Bernardo Bertoluccis The Dreamers er en forlokkende fantasi om sex, ungdomsoprør og filmhistorie. Er det nok til at gøre den til en klassiker?

Revolutions­­­pornografi

Er Bernardo Bertoluccis The Dreamers en »klassiker«? Det er den ifølge Cinemateket, der har slået en restaureret udgave af filmen stort op og givet den rigeligt med visninger i løbet af årets sidste måneder. Og man må da også give filmen, at den har formået at hænge ved og fortrylle nye generationer af filminteresserede i årene, siden den fik premiere i 2003.

Jeg så den selv i biografen dengang, og fortryllet var netop, hvad jeg blev. Jeg gik i 2. g, og alt, hvad jeg ville, var at se film. I The Dreamers’ åbningssekvens tilter et kamera ned over Eiffeltårnet til tonerne af Jimi Hendrix’ »Third Stone From the Sun«, hvorefter titlen toner frem på lærredet i en imitation af skrifttyperne fra 60ernes franske popikonografi. Året er 1968, og nede på gaden møder vi amerikaneren Matthew: ung, dapper og spillet med kejtet ynde af Michael Pitt; en ludfattig mands Leonardo DiCaprio, som man ikke så meget mere til efter The Dreamers.

lawj
(f. 1986) skriver om film og litteratur og om, hvordan internettet og den teknologiske udvikling forandrer verden. Uddannet i engelsk og nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet og har en ph.d. i amerikansk litteratur ved Hebrew University.

Andre læser også